torsdag den 1. oktober 2015

International kaffedag

I dag, 1. oktober, er det international kaffedag. Som jeg før har skrevet her på bloggen, er jeg en sucker for de her dage, da jeg synes, de er så hyggelige, og det giver fin mulighed for at lade sig inspirere til at lave særlige retter eller bagværk ud fra de givne temaer :)

Herhjemme er Christian en passioneret kaffefan. Men primært som "sort kaffe", dvs. kaffen, som den er uden alt muligt blandet i. Det er han til gengæld også rigtig glad for. Han snakker ofte om, hvordan kaffe og tilhørende lækkeri - om det så er chokolade eller bagværk - komplementerer hinanden, så oplevelsen bliver meget større af begge produkter.

Personligt er jeg ikke den store fan af kaffe som en drik, da jeg ikke tåler det ret godt, og aldrig fik lært at drikke det, før jeg blev syg. Til gengæld er jeg stor fan af kaffe i det søde køkken, primært i kager. Det giver en virkelig fin smag til f.eks. fyld i kager eller glasurer, især i kombination med kakao eller chokolade. Kaffe kan desuden bruges til at pensle brød og boller med. Det giver en flot farve uden at det bliver så mørkt eller intenst i farven, som man sædvanligvis får ved at pensle med æg, og det efterlader i øvrigt ikke smag af kaffe på bagværket. I indlægget her har jeg samlet lidt opskrifter med kaffe til jer, som I kan lade jer inspirere af, hvis I skulle få lyst til at fejre kaffedagen med andet end bare en kop velbrygget kaffe :)


De første opskrifter, I får, er mine personlige favoritter, nemlig moccalagkage og moccaroulade. Begge er lavet med cremen fra min mormors berømte moccalagkage, som var et af de eneste ønsker, min mor havde, når jeg spurgte hende, hvad hun gerne ville have serveret af bagværk på sin fødselsdag. Lagkagen lavede min mormor nemlig ofte til hendes fødselsdag, da min mor var barn. Det er en tung sag med en intens smag, uden kaffesmagen bliver overvældende, og som med mange andre opskrifter med kaffe her på bloggen, kombineres den med kakao eller chokolade i smagen. Lav den som roulade eller lagkage efter eget valg. Uanset vil den helt sikkert gøre lykke på ethvert kaffebord :) Husk endelig, at kagen skal laves dagen før, da trækketiden er vigtig. Her finder du opskrifterne: Moccalagkage og Moccaroulade.





For nogle år siden lavede jeg de her espressocupcakes til Christians far som lidt forkælelse, da han var kommet til skade med sin ryg. Opskriften er hentet i bogen Kagedage, som er begået af folkene bag The Hummingbird Bakery. Selvom der er kaffe både i cupcakes og frosting, overtager det ikke smagen totalt. Både Christian og jeg var ret vilde med smagen af frostingen, som man sagtens kan bruge på f.eks. chokoladecupcakes, hvis man ikke ønsker, at kagedelen også indeholder kaffe. Her kan du læse opskriften: Espressocupcakes med kaffefrosting. Chokoladekaffebønnerne kan man købe rundt omkring, eller man kan lave dem selv i en chokoladeform. Det gør jeg altid, og det er meget nemt. Formen fulgte med til min chokoladesmelter.




I Christians mormorlagkage er kaffe en vigtig ingrediens, selvom der tilsættes relativt lidt. Men det gør en verden til forskel. Kaffen skal tilsættes som væskedelen i glasuren på toppen og fuldender lagkagen helt perfekt :) Her er opskriften på den fantastiske lagkage: Mormorlagkage.




Nu, hvor vi snakker om glasur, kommer vi ikke uden om kanelkagen. Det er en klassiker i det danske kagekøkken efterhånden, og opskriften her er den eneste rigtige, hvis du spørger mig :) Derudover er det en af de nemmeste kager nogensinde, så det er oplagt, hvis du hurtigt skal bikse en kage sammen til kollegaerne eller lignende. Kagen er lækkert svampet og holder sig frisk længe. Kaffen finder du i glasuren, men det smager ikke ret meget igennem. Giver bare glasuren et lækkert pift. Find opskriften her: Kanelkage med kaffe-kakaoglasur.




Jeg vil slutte kaffe-kavalkaden af med noget for en rigtig kaffeelsker, nemlig min kaffeis med hvide og mørke chokoladekaffebønner og digestive. For nogle år tilbage kunne man i de danske Ben & Jerry's-isbarer købe isen coffee coffee buzz buzz buzz, som var en lækker kaffeis med chokoladestykker. Christian fik den engang, vi var i Tivoli Friheden med min far og Marianne, og siden hjemsøgte den ham virkelig. Den må have været noget virkelig særligt. Desværre tog Ben & Jerry's den af det danske marked, hvilket Christian naturligvis blev ret ked af, nu han kun fik en chance for at smage den. Derfor ville jeg gerne glæde ham med at lave en særlig kaffeis som desserten nytårsaften for nogle år siden, og den gjorde stor lykke hos ham. Blev rigtig lækker. Hans mor smagte den også og syntes, den var lækker. Har man ikke mulighed for købe eller støbe chokoladebønner selv, kan man sagtens nøjes med at bruge grofthakket chokolade. Opskriften på den lækre kaffeis finder du her: Kaffeis med hvide og mørke chokoladebønner og digestive.





Det er dagen derpå efter et ret kaotisk døgn herhjemme. Jeg har haft skrevet til endnu en dyrlæge med interesse for hudlidelser, og ham fik jeg svar fra i går. Han kan desværre ikke hjælpe, men anbefalede to her på Sjælland, hvor den ene er en, jeg allerede har skrevet til og ikke fået svar fra. Den anden, fandt jeg ud af, er gået på pension :| Herligt. Jeg har forsøgt at skrive til hende, den første, igen på en anden mailadresse, og jeg håber, at det giver bid denne gang.

Det efterlod mig med noget af en følelse af håbløshed, for jeg vil så gerne have lidt normalitet i livet igen og ikke holde Ozzy "fanget" herinde for evigt. Jeg nåede dog ikke at hænge fast der ret længe, for så ringede Christian og fortalte, at han inden længe står uden job. Det store firma, der opkøbte deres for to år siden, har valgt, at deres danske afdeling skal lukkes, og derfor mister Christian det job, han har været i, siden han blev færdig med sin uddannelse, hvilket vil sige i over 18 år :-|

Det er noget af et chok for os begge, selvom vi har mistænkt, at dagen ville komme. Det er dog overraskende, at den kommer lige nu. Jeg fik skubbet alt det andet i baggrunden, for man må tage en krise ad gangen, og jeg ville gerne gøre noget for at holde lidt sammen på Christians dag, når han kom hjem, hvilket han gjorde ret hurtigt efter beskeden i går. Jeg fik ryddet lidt op, så hjemmet ikke var så kaotisk at komme hjem til, og bag nogle store chocolate chip cookies, en af Christians favoritter, der lige var kommet ud af ovnen, da han kom hjem, så de var lune og sprøde på den helt rette måde. Det blev han selvfølgelig glad for. Vi fik snakket lidt sammen, inden jeg kørte ud for at handle. Det var en begivenhedsrig dag for ham med meget at tænke på, så han var utrolig træt resten af dagen, og endte også med at falde i søvn på sofaen efter at have slappet af med serier og cookies om aftenen.

Jeg bagte også en gigantisk triple chocolate brownie til hans kollegaer, som han har fået med på arbejde i dag. Det er en rigtig svær situation, de står i, og en del havde været meget påvirkede og kede af det i går, fortalte Christian, da han kom hjem. Jeg vil gerne gøre bare et eller andet, og min løsning på kriser er sædvanligvis at lave mad. Det er det, jeg kan gøre. Prøver at redde verden en kage ad gangen :-3 I hvert fald håber jeg, at det gør lidt glæde på en dag, hvor de skal have mere afklaring om vilkårene for deres fratrædelse.

Det sætter os naturligvis i en noget usikker situation, når vi ikke ved, hvordan Christians jobsituation kommer til at være fremover. Han vil meget gerne have et arbejde, der ligger tættere på, men det er næsten umuligt at opstøve den slags it-jobs på Vestsjælland. Næsten alle jobs af den type ligger i København. Det kommer til at være en hel dagsrejse derind for at komme på arbejde. I forvejen tager det en time hver vej til hans nuværende arbejde i Roskilde, og det er jo lang tid af en dag, der kun går med transport. Vi må se, hvad det ender med. Han er dygtig til sit arbejde, og har arbejdet som (senior) systemadministrator i 18 år i samme stilling på trods af mange opkøb, hvor han løbende har opkvalificeret sig og lært en masse, som ikke fulgte med hans uddannelse, så der må være en virksomhed med det rette job derude, som søger en god og engageret medarbejder. Jeg håber, at situationen bringer noget godt med sig i sidste ende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar