torsdag den 9. juli 2015

Hyldeblomstsnaps

Sikke et uvejr! Her stormer det en halv pelikan og vælter ned med regn, og det har været sådan siden i går aftes. Det er svært at forstå, at det sidste weekend og dagene op til var så varmt i vejret, at vi nærmest ikke kunne trække vejret her på Vestsjælland. Vi nåede en makstemperatur i haven på knap 33 grader i weekenden. I dag er historien en anden, for man må godt nok sige, at vi har fået det køligere vejr, vi har gået og sukket efter! I dag målte vi lige over 20 grader i køkkenet midt på formiddagen, hvor jeg stod og klargjorte Phoebes "morgenpose" (hun får ½ portionspose hver morgen og aften). Jeg sidder da også placeret i sofaen under mit elskede lilla uldtæppe, som jeg fik af Christian i fødselsdagsgave. Det er for koldt andet i dag.

På sådan en kold dag kan man godt bruge noget at varme sig på, så i dag vil det være passende at tage sig et lille glas af den hyldeblomstsnaps, jeg lavede i sidste uge. Den smager også skønt af sommer, og det kan jo være en kærkommen reminder om, at det stadig er sommer på en dag, hvor det nærmest ser ud til, at det er blevet efterår. Snapsen er en af de nemmeste, jeg har lavet, og den har en dejlig smag af hyldeblomst og en afrunding af smagen, der gør den blød og behagelig. Derudover er det en af de hurtigste og nemmeste snapse, jeg har lavet. Den trak kun i to dage, hvorefter jeg smagte den til med lidt koncentreret hyldeblomstsaft. Jeg brugte min egen, der har en intens smag af hyldeblomst og indeholder en masse af det gode støv.

Snapsen blevet lavet som en gave til Christians faster, som vi var til fødselsdag hos sidste weekend. Den nåede lige at blive færdig dagen før, hvilket var meget godt, da det var en spontan ide, at det var det, hun skulle have. Der var bare for mange gode hyldeblomster i år til at lade det gå "til spilde" (helt spildt er de jo ikke, for de klaser, som ikke bliver plukket nu, giver hyldebær til god, varmende hyldebærsaft i efteråret), og jeg ved, at hun kan lide en god snaps. Hun blev også rigtig glad for snapsen :) Jeg lavede den med 1-2 ekstra dl vodka ud over den flaske, jeg havde købt, så hyldeskærmene kunne blive helt dækket. Det gav en lidt større portion i sidste ende, nemlig omkring 0.75 liter færdig snaps. Der går lidt til spilde i produktionen, så regn med, at du får lidt mindre snaps ud i den anden ende i forhold til, hvor meget vodka eller snaps du hælder over blomsterne. Sørg endelig for at få dækket blomsterne med snapsen, da de ellers kan blive kedelige og give dårlig smag til den færdige snaps under trækketiden. Christians faster fik ½ liter snaps, og resten (ca 1/4 liter snaps) kan Christian nyde hen over sommeren.

En af grundene, til at jeg kunne lave snapsen så hurtigt, var, at jeg brugte rigtig mange skærme til den. Sædvanligvis ser man opskrifter med færre skærme, hvor snapsen skal trække fra 4 dage til en uges tid, men det er ikke nødvendigt med den her snaps. Bare man bruger rigeligt med hyldeblomstskærme :) Den flotte, gule farve fås bedst ved at si gennem en nylonstrømpe, da den ikke sier alt det gode støv fra, men kun urenhederne. Jeg bruger altid en nylonstrømpe, for jeg har ikke lige andet ved hånden (man kan ellers bruge et rent viskestykke eller en stofble f.eks.), og jeg godt kan lide, at man hurtigt kan få siningen overstået. Husk dog lige at skolde strømpen først et par gange og skyl den herefter i koldt vand, før den bruges :)

Hvis du er hurtig, kan du måske stadig finde nogle gode hyldeblomstskærme at lave snapsen af. Ellers må du lade det være inspiration til næste års snapsproduktion :)





Hyldeblomstsnaps (ca. 0.60-0.75 liter færdig snaps)

1 flaske vodka eller klar snaps uden smag (+ 1-2 ekstra dl, hvis du har virkelig store blomsterskærme og vodkaen/snapsen ikke kan dække)
15 store, flotte hyldeblomstskærme (eller lidt flere af mindre størrelse)
3 skiver økologisk citron
4 spsk lyst rørsukker
Evt. et par spsk koncentreret hyldeblomstsaft eller lidt ekstra rørsukker

Find et stort sylteglas eller lignende frem, vask og skold det.

Kig hyldeblomstskærmene efter for dyr og klip blomsterne af ned i syltetøjsglasset med så lidt stilk som muligt, da den er bitter. Pres blomsterne godt sammen

Fordel 4 spsk lyst rørsukker ud over blomsterne.

Skyl citronen og skær den i mellemtykke skiver (ikke helt tynde og ikke helt tykke). Læg tre citronskiver ned oven på blomsterne.

Hæld til sidst vodka eller snaps over, så det dækker. Jeg tilsatte en lille slat, måske omkring 1-2 dl, ekstra vodka, da mine skærme ikke blev helt dækket af en flaske vodka. Luk glasset og sæt det på køl i 2-3 dage (min trak i 2 dage). Filtrer herefter snapsen, først gennem en fin si og derefter gennem et klæde, f.eks. et rent viskestykke eller en nylonstrømpe.

Smag snapsen til og tilsæt evt. et par spsk koncentreret hyldeblomstsaft eller ekstra rørsukker, hvis du synes. Jeg smagte min snaps til med lidt hyldeblomstsaft. Hæld den færdige snaps på rene, skoldede flasker. Opbevar på køl.

Glasset fyldes med hyldeblomster, sukker og citronskiver.

Den færdige snaps, der nydes iskold i haven.



Som jeg vist har fortalt jer, har Christian været sløj over en del uger, men nu er han endelig ved at være rask. Utroligt nok har han ikke smittet mig under sin sygdom. Jeg plejer ellers at være god til at fange det, hvis der er noget at fange. Men nu blev det så alligevel min tur. Må have fanget det til fasters fødselsdag i weekenden eller på Roskilde, så jeg har været noget sløj siden i søndags. Det er efterhånden ved at vende, kan jeg mærke, så jeg håber, at jeg snart er ovenpå igen. Det er nu ikke rart at være syg i 30 graders varme, som det var i weekenden. Det er også en hel forkert årstid at være forkølet på!

Det kostede da også alle mine kræfter i tirsdags at lave en lille dekoration til Puttes gravsted, da han kunne være fyldt 11 i tirsdags. Vi glemmer aldrig de katte, vi har haft, og han var noget helt særligt. Vi savner ham (og Mille) rigtig meget stadigvæk. Jeg har for nyligt plantet strandasters omkring deres sten, hvilket ser rigtig fint ud. Havde håbet at kunne sætte roserne igen, men vi har ikke været hurtige nok til at gøde dem i år, så bladene er lidt kedelige i farven, og der er ikke kommet ret mange blomster på endnu. Må se, om de kan bruges næste år i stedet. Men jeg fik lavet dekorationen, og synes selv, den blev meget fin. Jeg brugte blomster og grønt fra haven, bl.a. lavendel, da Putte elskede at ligge op ad lavendelen i haven. Så det skulle der da i :)





I går var en lidt.. træls dag. Dagen startede noget trist. Hver morgen tjekker jeg, om fuglenes fuglebade skal fyldes op, og sørger for, at de har korn. Det gjorde jeg også i går. Da jeg var ude og fylde vand op, var der en lille skovspurveunge, som ikke fløj sin vej, da jeg gik derude, men bare hoppede lidt væk. Syntes, det var sært, men tænkte, at de unger ikke har lært om verdens farer endnu, så de er for uforsigtige. Et par timer efter kigger jeg ud af køkkenvinduet og ser en skovspurveunge ligge på siden, helt stiv. Går ud og kigger, og han er død :( Det bliver jeg ret ked af. Vi fodrer fuglene året rundt, og hele foråret har vi set far- og mor-skovspurv komme og fodre ungerne ved foderstedet, og set ungerne komme og spise selv, efter de har lært det. Så det var trist at se en af "mine" unger ligge der :( Jeg ved ikke, hvad der er sket med ham. Håber, der ikke går flere til lige foreløbigt.
 
I går havde jeg også en lægetid, som var bestilt for nogle uger siden til test for livmoderhalskræft (screeningsprogrammet), og med megen kræft i familien, hvoraf en del er døde af sygdommen, er det ikke noget, jeg springer over. Jeg var dog i tvivl, om jeg ville kunne tage afsted, nu jeg er syg, men jeg havde det lidt bedre i går og kom afsted. Det var første gang, jeg skulle se min nye læge, så det var ærlig talt lidt akavet at starte på den måde, men sådan var det altså bare. Han var heldigvis rigtig flink og lydhør, meget modsat min tidligere læge, som jeg skiftede fra sidste sommer, så jeg håber, det er et tegn på, at jeg har valgt den rigtige. Nu har han bare ikke at gå på pension lige foreløbig!
Undersøgelsen forløb okay, men desværre var der tvivl, om prøven kan bruges, så nu kan jeg gå og vente 2-3 uger på at få at vide, om jeg skal have den lavet igen :-s Det er jeg noget træt af, men hvad kan man gøre? Må bare vente og se.

Jeg havde håbet, at vi kunne sidde og have en rolig aften oven på den lidt trælse dag, men det kom vi ikke til. Da kattene kom ind fra haven, så vi, at nogen havde smidt en dræbersnegl på gulvet ! :-o Yrk! Samtidig gik Ozzy og var lidt sær, og jeg overvejede, om det var, fordi han havde fået lidt prut i pelsen efter en tur i bakken, så gik efter han for at se. Der var dog ikke noget. Til gengæld var hans pels ned ad ryggen helt stiv og slimet! Sneglen havde gået på hans ryg og totalt overslimet ham! Møgdyr! Jeg læste mig til, at slimen kan være farlig, da den indeholder mange bakterier og kan indeholde parasitter, der kan gøre ham syg, og med ham på interferon og dårligt immunforsvar deraf, tager vi ingen chancer. Så jeg brugte over en time på at få ham vasket med en klud og friseret. Det er næsten umuligt, især med ham, fordi han ikke vil håndteres og især ikke berøres under nederste halvdel af ryggen, hvor slimen naturligvis sad, så det var noget af en kamp. Endte da også med at få nogle ordentlige, dybe sår på armen pga. det, og måtte barbere noget af pelsen af, da den indeholdt en ordentlig slimklat! :-o Fik vist det meste af, så nu håber vi bare, at det var godt nok. Det havde været betydeligt nemmere, hvis det var Phoebe, der var blevet slimet, for hun er nemmere at håndtere.

Ozzy en lun aften i haven foran bonderosen.


 

På den måde gik dagen, og jeg var bare slet ikke kommet mig oven på alt det, der var sket. Så havde ikke ro til at sove. Lå til efter kl. 2 og læste i mine madblade, og har ikke sovet ret meget i nat, så i dag skal være en rolig dag, såfremt jeg kan sidde stille til det. Maden er næsten færdig, for Christian lavede salaten i går, og jeg har langtidsstegt en kylling, som vi skal spise de næste dage. Så jeg mangler bare at partere kyllingen og lave et par bagekartofler til os. Easy peasy.

Jeg håber, at i dag er dagen, hvor jeg hører fra Tanddyreklinikken. Skrev til den i sidste uge med billeder af hans mund som aftalt, men Jens har endnu ikke haft tid til at ringe og snakke med os om Ozzys fremadrettede behandling. Det er jeg ret træt af, for det er stressende for mig at sidde hver dag og vente ved telefonen. Så jeg håber, han snart får tid. Ved, han er en travl mand, men vi skal jo helst give Ozzy den behandling, han har brug for. Så det ser jeg frem til at få en plan over, gerne snart.

Nu vil jeg stoppe og få lidt at spise. Derudover har jeg ikke de store planer i dag. Vejret lægger ikke ligefrem op til at foretage sig noget udendørs, så det kan være, jeg skal prøve at passe mit helbred og blive under tæppet i dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar