mandag den 30. september 2013

Sygdomsweekend

Det har været en noget presset tid de sidste mange uger herhjemme for mig og for Christian, så vi tog en afslapningsdag sidste søndag og lavede planer om, at bruge denne weekend som videre afslapning. Vi har i den grad trængt til det, og derfor bestilte vi billetter til en tur i biografen i Roskilde i fredags, da vi alligevel var i byen sidste søndag. Vi så frem til lidt mere afslapning og tid til hinanden, men ugen har bestemt ikke været sådan.

Den har været en uge karakteriseret af sygdom, ikke mindst i weekenden. Derfor vil det her indlæg indeholde omtale af de knap så lækre ting, som hører til sådan noget, så hvis du lige kan rumme den slags, skal du måske ikke læse videre :)



Som jeg vist skrev i mit sidste indlæg, havde Ozzy endnu et tilbagefald med maven, og han fik det nye mælkesyrebakteriepasta i håb om, at det kunne få ham på ret køl. Det var han heldigvis i løbet af et par dage, men så stod Phoebes mave af onsdag aften. Det gør den nogle gange, så vi var ikke så bekymrede i første omgang, og hun fik zoolac. Men denne gang virkede det bare ikke ordentligt. Hun blev ved med at få tilbagefald med dårlig mave på trods af zoolac'en, der ellers altid virker med det samme, så vi frygtede ærlig talt, at vi skulle igennem en ny periode med giardia. Det var et mareridt sidst, og nu har vi jo fået stofsofaer, så de er ikke lige til at tørre af. Derfor har de i perioden med hendes dårlige mave været dækket af tæpper, hvis hun skulle ske at sætte aftryk.

Det var lige før, vi overvejede, om hun skulle til dyrlægen, eller vi skulle have kørt en afføringsprofil på hende, da det bare ikke ville stoppe. Men jeg kom i tanke om, at hårboller i systemet, der blokerer, både kan give dårlig og hård mave, så vi ville prøve at give hende noget kattemalt. Det får hun ellers aldrig, da hun får dårlig mave af det i sig selv, men jeg blandede noget mælkesyrebakteriepulver ind i pastaen i håb om, at det så ikke ville gå så galt. Og hårbolle i tarmene var netop problemet. Senere den dag kom der en ordentlig hårbolle med ud, da hun var i bakken. Vi gav hende en portion malt igen næste dag, og siden da er hendes pøller stort set vendt tilbage til normalen. De sidste dage har hun kun gået i bakken en gang om dagen, og i dag prøver vi en dag uden zoolac og håber det bedste. Er sikker på, at det har været hårbollen, der har været problemet.

Men det har været en stressende tid med hendes bakkebesøg. Især fordi jeg har skullet ordne hendes pels bagi efterfølgende med børstning, vask og tørring, så hun ikke skulle rende rundt med lort i pelsen. Det er jo lidt mere omstændigt at have en kat med diarre, når den er langpelset. Heldigvis er hun ret medgørlig modsat drengene, men hun syntes absolut ikke, det var sjovt. Men det var ikke sjovt at skulle efterlade hende alene hjemme i fredags i nogle timer, da vi kørte til Roskilde for at se en film. Hun gik dog først i bakken, da vi kom hjem, og vi kunne der konstatere den kæmpestore hårbolle, der kom med ud.

Hun har heldigvis ikke været så påvirket af problemet, for humøret har været ret normalt for hende, men hun ville gerne være lidt tættere på os. Især i lørdags efter kampen med hårbollen, og hun var ret træt. Sov som en bevidstløs i sofaen. Men hun har været glad og gerne villet lege hver aften, som hun plejer, og været i haven med drengene i løbet af dagene.

Selvom man er træt, er man alligevel for nysgerrig til ikke at holde øje med, hvad "mor" går rundt og laver med det kamera.

Men så vinder søvnen. Man ligger nu godt i de nye sofaer.

Phoebe og Ozzy i et sjældent øjeblik, hvor Phoebe får lov at ligge så tæt med ham, som hun drømmer om.



I går så det så ud til, at det er ved at være overstået med hendes maveproblemer. Det ser næsten normalt ud, når hun går i bakken, og i dag ser det helt normalt ud. Det er rart ikke at skulle op og kigge, hvis hun er i bakken om natten og måske frisere og vaske hende, som jeg har gjort om natten den her uge, for jeg har bare så svært ved at sove igen.


Lørdag startede stressende, for Christian har købt en blu-rayafspiller til sine forældre fra os, da de længe gerne har villet have ham til at sætte deres DVD-afspiller bedre op. Vi bestemte os for, at det kunne være en dejlig overraskelse for dem at komme hjem fra ferie og se, at de har fået en ny afspiller, som Christian har sat op til dem. Dog kom de hjem lidt tidligere end forventet, så Christian nåede kun lige netop at sætte den op og køre hjem, før de var hjemme. De fik også en blu-rayfilm, Titanic, som hans mor er rigtig glad for, så de kunne have i hvert fald en film i den kvalitet, som afspilleren kan levere :) De blev rigtigt glade for den, og de fortjener den. De gør så meget for os, så det er dejligt at kunne give lidt tilbage :)


Da Phoebes mave så ud til at være på vej tilbage i sædvanlig form, tænkte vi, at vi nok lige kunne nå at slappe lidt af søndag i hvert fald, men sådan blev det ikke. Natten til søndag fik Christian krampeagtige kulderystningsture og kunne bare ikke få varmen på trods af to dyner. Vi tænkte, at han måske var ved at blive syg, hvilket desværre også var rigtigt. Hele dagen i går kæmpede han med de kulderystninger, og havde det bare rigtig elendigt. Det ligner ham dårligt at være så påvirket af sygdom, for han har et vildt immunforsvar, der hurtigt plejer at slå al sygdom ned. Så han var ikke meget værd, og jeg gjorde mit bedste for at passe ham. Panodiler slog feberen lidt ned nogle timer i løbet af dagen, så han kunne spise noget, men så snart de holdt op med at virke, begyndte han at ryste igen. Inden han skulle sove, konstaterede vi, at han havde 39.7 i feber, hvilket er en noget høj temperatur, så jeg var lidt bekymret. Han fik et par piller, så han kunne sove, men de kom hurtigt op, desværre, og jeg måtte i gang med at gøre badeværelset rent for opkast. Jeg er heldigvis ikke så sart, men kom da til at tænke, at det virkelig havde været en weekend i lort og bræks tegn :-| Meget anderledes end den kæresteafslapningsweekend, vi havde håbet på.

Det har været en træls nat, for når Christian er syg, skal han jo ikke op om natten og fodre katte, så det var mit job i nat. Det gik da også, som det plejede, og jeg kunne ikke sove, efter jeg havde været oppe. Ikke mindst pga. en voldsom migræne. Senere på natten måtte jeg have nogle piller for det, for det var ikke til at holde ud. Heldigvis tog det toppen af smerterne, så jeg har sovet i formiddag. Desværre er jeg selv noget ødelagt i dag, bl.a. pga. maven, der bare ikke har det godt, og pga. vedvarende smerter i ryggen og nakken, hvilket sikkert skyldes de sidste mange dages stress og dårlig søvn pga. Phoebes og Christians sygdom. Så jeg har noget af en off-dag, hvor det måske igenigen ender med lasagne fra fryseren (hvilket jeg også fik i går af samme årsag). Øv, jeg er træt af det. Jeg kan ikke engang bare holde mig til sofaen og slappe af i dag, for jeg kan ikke tåle at sidde i samme stilling ret længe ad gangen pga. mine ryg- og nakkesmerter, så det er noget træls.


Christian er hjemme i dag, for han er stadig ikke på toppen og har haft en hård nat igen. Dog ser det ud til at gå fremad med ham, hvilket jo er dejligt. Han slipper forhåbentlig for feberanfaldene i dag. Han har muligvis mistet smagssansen, for han syntes ikke, morgenmaden smagte af noget, men jeg håber, at det ikke betyder, at han skal til at være forkølet også. Nu må al den sygdom gerne slippe taget. Håber, jeg selv går udenom, hvad han fejler. Orker ikke at skulle have sådan en omgang sygdom også.


Vi håber, at næste weekend må være lidt mindre stressende og sygdomsfyldt. Jeg ved, at jeg nok alligevel ikke kan slappe helt af, for vi skal måske have Putte til tandrensning under narkose næste uge, hvis han holder op med at gå og nyse, og det er noget, der giver mig megen angst. Han trækker vejret meget overfladisk, når han er under narkose, og jeg har flere gange efterfølgende været bange for, at han var ved at dø, fordi det virkede, som om han ikke trak vejret :( Så der går nok lidt tid, før der helt kommer ro på igen herhjemme...

Men det er jo mandag, og selvom maven ikke har det godt, skal jeg i gang med at lave en madplan for denne uge. Det er altid en ret stor udfordring, når jeg ikke har det godt i maven, men den skal jo laves. Det er for stressende at skulle finde ud af fra dag til dag, hvad der skal spises, og handle ind mange gange i løbet af en uge. Jeg var afsted selv i myldretiden for at få lidt mælk og andre basalvarer i går, da vi var ved at løbe tør, men vi skal have købt ind til hele ugen en af de næste dage. Håber, jeg har det meget bedre i morgen, så ugen bliver nemmere at overskue.

torsdag den 26. september 2013

Vinderen af fødselsdags-giveawayen er fundet!

I går var sidste dag for deltagelse i min giveaway i anledning af bloggens 2 års fødselsdag. Det har været rigtig hyggeligt og spændende at afholde sådan en, og jeg er sikker på, at det er noget, jeg gerne vil gøre igen engang i fremtiden :)

Jeg var noget spændt på, om der overhovedet var nogen, der ville deltage i sådan en konkurrence, for min blog er jo ikke kæmpestor endnu, men det har været en glædelig overraskelse at se, at der har været så megen interesse om konkurrencen. Faktisk var der hele 19 deltagere, hvilket, jeg synes, er virkelig flot. Jeg håber, at nogle af jer har lyst til at blive hængende og kigge forbi bloggen engang imellem, selvom konkurrencen nu er slut :)

Nu hvor konkurrencen er slut, vil jeg vende tilbage til giveaway-indlægget og kommentere lidt. Er rigtig glad for alle jeres søde kommentarer. Det luner rigtig meget. Jeg har holdt mig fra at kommentere, så der ikke blev for meget at skulle holde styr på mht. nummereringen af folk til udtrækningen.

Nu vil jeg ikke trække den længere. Vi skal have kåret en vinder! Alle deltagere i konkurrencen fik et nummer efter, hvilken rækkefølge de har kommenteret i (hende, der bare ville kommentere og ikke deltage, fik naturligvis ikke noget nummer), og så brugte jeg random.orgs true random number generator til at trække lod. Det er mest retfærdigt på den måde, synes jeg :)





Vinderen er dermed Sandra, der valgte Simon's cat- bogen :) Stort tillykke til dig! Håber, du bliver rigtig glad for bogen :) Vil du snarest sende mig en mail med din adresse, så jeg ved, hvor bogen skal sendes hen?





Jeg er også blevet lidt klogere mht. at afholde en giveaway, så jeg ved lidt om, hvad jeg skal tænke over, næste gang jeg afholder en. Jeg har nok været ret naiv, når jeg har tænkt, at folk da naturligvis ikke kan finde på at snyde i sådan en konkurrence. Især ikke når man skal være fast læser, for det kræver trods alt noget arbejde at snyde og deltage med flere profiler. Alligevel er det sket. Det er rigtig ærgerligt, synes jeg. For sådan en konkurrence skal jo bare være lidt hyggelig og sjov. Ikke noget med rundsave på albuerne.

Men der har også været rigtig mange søde kommentarer og glade, ærlige mennesker - jer, der rent faktisk har deltaget - og det sætter jeg bare rigtig stor pris på. Det er dejligt at vide, at der rent faktisk at nogen, der følger med i min lille, ydmyge blog, også uden for konkurrencen, og det betyder faktisk en hel del for mig. Især fordi bloggen jo også er personlig, da jeg ikke kun bruger den til opskrifter men også som åndehul i min hverdag. For at få luft for de frustrationer, der er ved at leve et liv med kronisk sygdom, og for at dele mine glæder, ikke mindst om kattene, som der er læssevis af billeder af. Tak, fordi I gider læse med. Også selvom I måske springer nogle af de ting over, der ikke lige er noget for jer, uanset om det så handler om maden, hverdagen eller kattene. Jeg er bare glad, fordi I gider kigge forbi :)

Nu vil jeg stoppe, inden det bliver for sobby ;) Og vende tilbage og kommentere på jeres giveaway-indlæg. Kan I have en rigtig god dag! Solen skinner (i hvert fald her) og weekenden kommer nærmere, hvilket for os herhjemme betyder endnu en kærestehyggedag. Det glæder jeg mig meget til. Ekstra opmærksomhed bare til os. Så føles livet nu godt :)

tirsdag den 24. september 2013

Den forgangne weekend og lidt nye kattebilleder

I morgen er sidste dag for deltagelse i min giveaway, og jeg er meget spændt på, hvem der bliver udtrukket, og hvilken bog vedkommende ønsker :) Glæder mig til at offentliggøre vinderen på torsdag!

I fredags fik vi som bekendt vores nye sofaer hjem. Det er rart, det stort set er overstået nu. Christian skal bare lige hente et par armpuder hjem, når de kommer til butikken, og vi skal have sprayet med lidt mere imprægnering på de sidste ting.

Det har været en meget stresset tid de sidste uger af forskellige årsager, ikke mindst pga. problemerne med sofaerne, der pludselig ikke kunne leveres. Men det lykkedes jo heldigvis. Jeg håber, at der kommer lidt ro fra stressende og angstfyldte ting den næste tid, for det har virkelig været nogle hårde uger for mig.

Vi tog en slapper i sofaerne i lørdags, hvilket, jeg må indrømme, er noget hårdt for min ryg og nakke oven på at have løftet lidt rundt på de tunge sofaer (selvom det ikke var mig, der bar dem op, men de skulle jo pakkes ud og gøres klar, og det var der kun Christian og mig til at gøre). Så jeg må minimere mit ophold i sofaerne en smule, til jeg har lidt færre smerter.

Det var egentlig meningen, at vi ville have været ude og spise og måske i biografen lørdag, da vi har nogle billetter, der skal bruges snart, men efter at have spist lidt af det gode brød, jeg bagte i fredags til de hårdtarbejdende hjælpere, var min mave stået helt af lørdag, og jeg havde det rigtig skidt. Så måtte på en gang lasagne fra fryseren og Christian fik tomatsuppe. Søndag var jeg stadig ikke helt på toppen, men jeg gad simpelthen ikke lave mad igenigen, da jeg var virkelig træt oven på de sidste dage, så vi bestemte os for at tage på Bones og tage chancen på trods af min mave. Inden vi kørte, gik vi en lille tur i området for at holde min nakke og ryg i bevægelse, og det var rigtig rart. Også at vi bare kunne slappe af og ikke tænke på mad, for vi skulle jo bare sætte os i bilen og køre til Roskilde.

Maden var superlækker som sædvanligt, og jeg nød den i fulde drag. Jeg var endda så heldig, at jeg ikke havde det så ringe i går, så det var virkelig en god ting, at vi tog ud og spise. Det er jo altid et sats, men nogle gange er jeg heldig og har det ikke så slemt dagen efter. Er så glad for, at det var i går. Vi trængte virkelig til en afslappet kærestedag, og det fik vi. Vi har planer om en senere på ugen også, hvilket jeg glæder mig til :) Nu skal vi have lidt tid til os oven på de sidste hårde uger.

Ozzy kæmper lidt med maven for tiden, desværre. Vi ved ikke helt, hvad det er, der udløser det, men forsøger med den mælkesyrebakteriepasta, vi har fået hjem fra USA og krydser fingre for, at det gør en stor forskel. Vi må bare vente og se. Men han er en glad dreng og nyder det gode, kølige vejr i haven. Det er lige til at give en ordentlig vinterpels, hvilket han i den grad er i gang med at producere. På trods af hans små tilbagefald virker det til, at han har det bedre, end han har haft noget tid nu. Han har taget lidt på, hvilket han trængte til, pelsen er større og flottere og ikke så trist og shaggy at kigge på, og så virker han bare mere glad. Vi har fået en ny cat dancer hjem til ham, og den elsker han at lege med om aftenen, når han ellers kan komme til for Phoebe, der tonser rundt efter alt, der bevæger sig. Det er nogle små stykker pap på en tyk, bøjet metalsnor, som bevæger sig ret random ligesom et flyvende insekt, og det er de vilde med :)

Jeg fik taget lidt billeder af kattene i haven, der igen er grøn, efter vi har fået regn den sidste tid, og sankt hans-urterne er sprunget ud med deres fantastiske, dyb-pinkfarvede blomster. Dejlig baggrund for kattebilleder :) Og så lige frække Phoebe. Hun er virkelig provokerende, når hun vil lege/slåsse med drengene i haven. Hopper op på eller hen over dem og bakker så sin røv hen i fjæset på dem, haha! Hun er virkelig skør!

Ozzy, der tydeligvis er ved at få sin vinterpels. Hullet i kraven er der, hvor dyrlægen
forsøgte at tage blodprøve på ham, så han mangler lige at gro pelsen helt ud der.

Man står model, men har ikke helt tid. Måske sker der noget spændende i den anden ende af haven? Der lyttes!

Et sjældent billede af Putte, der sidder model. Han elsker bestemt ikke kameraet.

Hej, Phoebe. Kommer du for at vaske mig? (Lægger næsen ind til hendes brystkasse og håber).

Nej, det var ikke lige det, jeg havde i tankerne, Putte!

Se min røøøøv! Det kan du godt glemme, Phoebe!



Kattene har også taget godt imod sofaerne. Dog skulle der lige væres lidt vilde og kradses i dem, da de så dem første gang (fy, Ozzy!), men ellers behandler de dem nogenlunde pænt. De har været oppe og ligge i dem, især Phoebe og Putte, og det er tydeligt, at de så meget bedre kan lide de har sofaer end dem af læder, vi havde før. Måske er det pga. stoffet, men også hyndernes fasthed, tror jeg. Fangede et par billeder af Phoebe i går eftermiddags i den lille sofa, hvor hun lå og slappede af. Den blå farve står superfint til hendes pels og øjne, synes jeg :)



Smilemissen :)



Nu vil jeg slutte, for jeg skal have noget at spise og have lavet vores madplan færdig. Er lidt bagud med den, for det har været svært at vide, hvordan min mave ville have det den her uge. Så jeg gik en tur i Rema i går for at få lidt bevægelse i nakken, og købte ind til en tærte og lidt andet, vi skal spise senere på ugen. Men resten skal jo planlægges og købes ind, så må hellere komme i gang :)

søndag den 22. september 2013

Skildpadde-cupcakes med romkaramelcreme

I dag fylder bloggen 2 år, hurra hurra! Ingen fødselsdag uden kage, så jeg har været i gang med at lave en helt særlig og lækker kage, som I får opskriften på her.

Jeg havde gjort mig mange overvejelser over, hvilken kage jeg skulle lave for at fejre bloggen, og har været igennem mange forskellige kager og kombinationer, når jeg har ligget med mit tankemylder om natten de sidste uger og ikke kunnet sove. Det endte med, at jeg gerne ville lave noget, der havde en "skildpaddesmag", som de lækre chokoladeskildpadder med vanille- og romcreme, som jeg elsker. Eller jeg foretrækker nu isen, for jeg er tosset med romcremen og synes, der er for meget chokolade i forhold til creme i skildpadderne ;)

Dernæst måtte jeg overveje, hvad jeg ville lave med den smag. Jeg bestemte mig for at lave nogle cupcakes med frosting, der smager af skildpaddecremen. Da jeg vidste, de skulle stå i køleskabet, før de skulle spises, og kage nemt bliver tør i køleskabet, valgte jeg at lave chokoladecupcakes med squash, da det giver en virkelig svampet kage, som holder på fugten. Eftersom frostingen som regel er meget sød, valgte jeg at lave en chokoladecupcake, som jeg undlod at lave for sød. Hvis man laver de har cupcakes og spiser dem uden den søde frosting eller kun med lidt glasur, ville jeg vælge at tilsætte mere sukker. Enten 3 1/4 dl eller 350 g, hvis det skulle være lidt sødere.

Vi snakkede om, at der gerne måtte have været lidt mere chokoladesmag i kagerne, hvilket nogle gange kan være lidt svært at få kun ved at bruge kakaopulver, så man kan tilsætte lidt grofthakket mørk chokolade, hvis man har lyst. Gør man det, vil jeg også anbefale, at man tilsætter mere sukker, da smagen ellers kan blive noget bitter.

Kagerne blev virkelig lækre! Så svampede, og romkaramelcremen var uovertruffen! Helt sikkert en opskrift, der skal bruges igen. Karamelcremen lavede jeg ved at røre en karamelsauce lavet på kondenseret mælk med romessens. Noget af karamelsaucen blev rørt i en superluftig smørcreme, som jeg havde lavet ekstra cremet med past. æggeblomme.

Jeg forsøgte at lave swirls med skildpaddecremen, hvor der skulle ligge romkaramelsauce langs kanten af dem, hvilket man gør ved at lægge lidt karamelsauce langs kanten af sprøjteposen, inden man tilsætter smørcremen, men det fungerede ikke 100%, da min karamelsauce var lidt for varm og flydende, tror jeg. Det var nødvendigt, fordi den skulle stå fremme for at få samme temperatur som smørcremen, da de skulle vendes sammen. Hvis du bruger den metode, skal du måske lige køle romkaramelsaucen lidt, før du putter den i sprøjteposen, så den er lidt stivere. Jeg fordelte lidt karamelsauce oven på de frostede cupcakes efterfølgende, da jeg ikke syntes, der var nok pga. ovenstående problem. De blev rigtig fine og lækre alligevel, så fortvivl ikke, hvis du ikke kan få det til at fungere :)

Frostingen rækker til ca. 15 cupcakes i den mængde, jeg har sprøjtet den ud. Vil man have den til at række længere, skal man sprøjte et lidt mindre lag på, selvsagt :) Husk at tage dem ud af køleskabet i god tid, før de skal serveres, så de kan blive tempererede og cremen kan blive lidt blødere.





Skildpadde-cupcakes med romkaramelcreme (ca. 18 stk.)


Chokoladecupcakes med squash (18 stk.)
200 g blød margarine (eller smør)
2½ dl sukker
2 æg
1 stor squash, fintrevet (ca. 5 dl uden du presser det revede sammen)
4½ dl hvedemel
3 tsk bagepulver
1½ dl kakao
1 dl mælk
1 dl koldt vand

Romkaramelsauce:
1 dåse kondenseret mælk (f.eks. Nestlé, sødet kondenseret mælk)
Romessens

Smørcremefrosting:
250 g blødt smør
230 g flormelis
1½ past. æggeblomme
1 dl romkaramelsauce

Chokoladecupcakes:
Rør margarinen sammen med sukkeret. Tilsæt æggene og rør, til det er en ensartet masse uden for mange store klumper.

Rens squashen og halver den. Fjern de værste kerner (de sidder i midten og kan lige fjernes med en ske). Riv squashen fint og rør den i dejen.

Bland mel og bagepulver og tilsæt det til deje sammen med mælk og vand. Rør til sidst kakaoen i.

Fyld muffinforme 3/4 op med dejen og bag kagerne i den nederste halvdel af ovnen ca. 30? minutter. Test med en gaffel, om de er gennembagte. Lad dem stå og køle lidt af i formen, før de flyttes over på en rist eller lignende.

Romkaramelsauce:
Den skal laves på forhånd, da den skal nå at køle ned. Pil mærket af dåsen med kondenseret mælk og læg den i en stor gryde. Hæld vand i, så dåsen er godt dækket. Den skal være 100% under vand hele tiden under kogningen, da den ellers risikerer at eksplodere! Når vandet koger, skal den koge i 3 timer. Spæd til med vand under kogningen, så den hele tiden er dækket.

Tag dåsen op af gryden efter 3 timer og lad den stå og køle af nogle timer, til den er til at håndtere. Hæld derefter karamellen op i en skål og pisk med en håndmikser, til karamellen er jævn og glat. Pisk herefter romessens i lidt ad gangen og smag til løbende, til du har den styrke romsmag, som du synes, karamelsaucen skal have. Jeg brugte knap en flaske (Dr. Oetkers romaroma, som den hedder nu). Put romkaramelsaucen på et skoldet glas og sæt den i køleskabet. Der kan kan holde sig nogle uger.

Smørcremefrosting:
Tag smørret ud af køleskabet i god tid. Lad det ligge på køkkenbordet, til det er meget blødt (uden det ligefrem løber væk ;)). Tag også romkaramelsaucen ud af køleskabet, så det bliver tempereret. Put smørret i køkkenmaskinen eller en skål og pisk det rigtig længe, til det skifter farve og bliver mere hvidligt og fluffy.

Sigt imens flormelissen over i en skål. Når smørret er pisket hvidt og fluffy, piskes flormelissen ind i smørret lidt ad gangen. Pisk til sidst æggeblomme i. En smørcreme kan ikke piskes for meget, så gå bare til den, til den er rigtig luftig og lækker :)

Pisk til sidst 1 dl romkaramelsauce i frostingen.

Pyntning:
Put et par spsk karamelsauce langs den ene side i en sprøjtepose med en stor stjernetyl (jeg bruger en 1M fra Wilton). Fyld derefter smørcremen i og klem lidt, så luften kommer ud af posen og frostingen når ud til spidsen. Lav et drej på posen i den modsatte ende, så cremen ikke kan glide tilbage. Sæt posen med spidsen opad i en skål eller piskeglas og sæt den i køleskabet lidt, så cremen lige får lov at sætte sig, måske 15 minutter.

For at lave en rose starter du med at lave en stjernedup lidt forskudt for midten af kagen (kanten af duppen skal røre centrum). Derefter løfter du sprøjteposen lidt op, mens du stadig klemmer cremen ud, og kører rundt om stjerneduppen og videre ud mod kanten. Det er rigtig nemt, når man lige får afprøvet det lidt. Du kan slutte af med at fordele lidt mere romkaramelsauce over kagerne, hvis du synes, der er for lidt efter frostingen. Bare gør det forsigtigt, så roserne ikke går i stykker.

Opbevar kagerne i køleskabet i en lufttæt boks, til de skal spises. Når de skal serveres, så tag dem ud i lidt god tid, så de kan stå og blive tempererede, og frostingen kan blive lidt blødere. Fordi den består så meget af smør, bliver den ret stiv, når den bliver kold.

De færdige skildpadde-cupcakes med roseswirl.

Set oppefra.

Et kig ind i skildpadde-cupcaken. Supersvampet kage :)



I dag er det to år siden, jeg begyndte at blogge. Jeg startede egentlig bloggen med den tanke, at det skulle være for mine venner og familie primært, så de kunne følge med i vores liv, selvom jeg nu bor på Sjælland (flyttede herover fra Jylland i 2010, da jeg flyttede sammen med Christian). Men min madinteresse fylder rigtig meget i mit liv, og derfor havde jeg lyst til at dele den med andre madglade også, så nogle kunne få glæde af mine opskrifter, så i starten af 2012 begyndte den at komme lidt mere ud til et bredere publikum.

Der er sket lidt med bloggen siden dengang. Der er kommet bedre billeder af maden, hvilket betyder en del for præsentationen, og jeg forsøger at bygge indlæggene overskueligt op. Det er stadig en personlig blog, der handler om mit liv med det, der fylder og betyder noget; madlavningen, fotografi, kattene ikke mindst og mit liv med kronisk sygdom. Det er et åndehul og et sted, hvor jeg dyrker mine interesser. Sætter stor pris på, at der er nogle, der har lyst til at følge med i det :)

Husk, at jeg har en giveaway i anledningen af bloggens fødselsdag. Du kan deltage frem til og med på onsdag, hvorefter jeg trækker en vinder, som kan vælge mellem en af de to bøger, jeg udlodder :)


Skildpadde-cupcakes'ne blev faktisk allerede lavet tidligere på ugen. De blev bagt torsdag og opbevaret i en lufttæt dåse i køkkenet, til de skulle pyntes fredag og senere spises. Der skal jo helst være nogle til at spise den kage, jeg bager, og Christian kan ikke lige spise 18 cupcakes :D Derfor lavede jeg dem, så de kunne serveres i fredags, hvor vi skulle have de nye sofaer hjem. Da sofaerne er noget tunge, kunne vi ikke bære dem selv, så vi fik hjælp af noget af Christians familie. Da arbejdet endelig var overstået, og møblerne stod, hvor de skulle, serverede jeg skildpadde-cupcakes'ne og to slags friskbagt, hjemmelavet brød med forskelligt lækkert pålæg. Det hele gjorde glæde og var hårdt tiltrængt oven på det hårde arbejde.

De er rigtig fine, de nye sofaer. Man skal nok lige vænne sig til, at de er blå, men de er virkelig flotte! Vi tilbragte det meste af i går i dem, da vi var trætte oven på en noget stressende uge, og man sidder rigtig godt i dem. Jeg har brug for en ret hård sofa pga. mine rygproblemer, og den her er lige tilpas. Dog bliver man lidt øm bagi, når man har siddet i den en hel dag, kan jeg berette, men vi sad også i den hele dagen i går. Den skal vel afprøves med maner ;) Nu mangler vi "bare" at finde de rigtige sofabord til, hvilket er noget sværere. Så vi må på jagt :)

Jeg vil stoppe her for i dag og pleje mit hoved. At sidde i sofaen hele dagen er hårdt for min nakke, da det provokerer mit piskesmæld, så er noget smadret i nakke og hoved i dag. Så jeg trænger til at komme i gang med at røre mig lidt. Kan I have en rigtig god søndag :)

torsdag den 19. september 2013

Lun salat med minikartofler, grønne asparges og smilende æg

Vi prøver at klemme det sidste ud af aspargessæsonen, da den snart synger på sidste vers. I hvert fald er der ikke længere så mange danske asparges i butikkerne nu. Derfor havde vi fået købt et bundt lækre asparges hjem i sidste uge, som jeg ikke lige vidste, hvad vi skulle bruge til. Men jeg kunne godt tænke mig, at de skulle indgå i en lun salat med smilende æg, så jeg endte med at sammensætte en rigtig lækker salat bestående af minikartofler, grønne asparges, smilende æg, smuldret feta og frisk dild. Den var virkelig bare skøn!

Som tilbehør lavede jeg et par krydrede kyllingefiletter, som jeg stegte i ovnen. Det er det nemmeste til at få en saftig kyllingefilet, og man undgår at bruge fedtstof. Den blev krydret med tørret barbequekrydderi og drysset med salt og derefter bagt ca. 25 minutter ved 200 grader. Supernemt. Og det passede rigtig godt til salaten.

Når du laver den, så brug endelig en lækker, blød feta, f.eks. en fra blok, som du selv skærer ud. Æggene var ikke de største, men måske en ikke så stor str. m. Dem kogte jeg i vand i ca. 4½ minut, måske lidt kortere (de blev lagt i det kolde vand fra starten, og tiden er regnet, fra vandet kogte), og så var de smilende, som de skal være. Kogetiden afhænger meget af æggenes størrelse, så det skal du tilpasse efter dine ægs størrelse.

Havde det været tidligere på sæsonen, havde jeg nok brugt små, nye kartofler til salaten. Jeg brugte en bakke minikartofler i stedet, hvilket ca. passede med, hvad vi kunne spise. Jeg lavede en sennepsvinaigrette som tilbehør til Christian, som han kunne dyppe salaten i. Den passer helt fint til salaten og kan også vendes med i den, hvis man har lyst. Jeg ville dog vælge at servere den ved siden af som dyppelse, som vi gjorde. Jeg har ikke et billede af den, men den får en gylden, sennepsagtig farve.






Lun salat med minikartofler, grønne asparges og smilende æg (ca. 2 personer)

1 bakke minikartofler
1 bundt grønne asparges
3 fed hvidløg
4 æg
ca. 1/3 blok feta
1 potte frisk dild

Tilbehør: sennepsvinaigrette
3½ spsk olie (jeg brugte rapsolie)
1 spsk hvidvinseddike
1½ tsk dijonsennep
1 tsk salt

Fordi salaten er lun, skal alle ingredienserne være færdige ca. samtidig. Start derfor med at vaske kartoflerne. Halver dem og put dem i en gryde med vand og salt. Kog dem møre, måske knap 10 minutter afhængig af størrelse. Du kan lade dem stå lidt i vandet i gryden, taget af blusset, hvis du er i tidsnød med de andre ingredienser og skal holde kartoflerne varme.

Kog æggene smilende.

Skyl aspargeserne og knæk den nederste del af. Skær aspargeserne i mundrette stykker på skrå. Pil og hak hvidløgene. Steg hvidløg og asparges på en pande i en smule olie, til aspargeserne er møre, men stadig har bid (måske 5 minutter afhængig af aspargesernes tykkelse). Krydr med lidt salt.

Skær kartoflerne i kvarte, hvis de er store i det, og læg dem i en skål. Pil æggene og del dem i 4 både. Put dem i skålen med kartoflerne sammen med aspargeserne og fetaen, som du brækker i små stykker eller skærer ud. Vend til sidst grofthakket dild i. Anret evt. salaten på et fad eller en tallerken.

Server salaten med en sennepsvinaigrette ved siden af, som kan bruges som dyppelse til salaten eller hældes lidt over, hvis man har lyst til det. Jeg laver salaten uden, da jeg ikke tåler syren i vinaigretten, og salaten smager helt fint uden.

Salaten, som jeg anrettede på en tallerken.

Min tallerken med det stegte kyllingebryst.



Bloggen fylder som bekendt 2 år denne uge (på søndag), og derfor har jeg gang i at forberede en lille fødselsdagsopskrift. Er noget spændt på, hvordan det ender med at blive, men det bliver afsløret på søndag på bloggens fødselsdag :)

Husk også at deltage i giveaway'en i anledning af bloggens fødselsdag! Den heldige vinder bliver udtrukket om en uge.

Jeg har travlt i køkkenet i dag med at forberede fødselsdagsoverraskelsen til bloggen. Det passer lidt dårligt med, at jeg i dag vil lave en langtidsstegt kylling til aftensmad, da den skal stege hele dagen, så jeg håber, at kyllingen når at blive færdig, før vi dør af sult i aften ;)

Det er generelt en meget travl uge. Det passer ikke så godt med, at min energi er i bund pt., da jeg kæmper lidt med stress og tilhørende angst, men nogle gange falder ting bare sammen. I morgen får vi leveret vores nye sofaer og skal have nogle mennesker herhjem for at hjælpe os med at slæbe dem op og de gamle ned i garagen. Derfor skal jeg også bage lidt brød i morgen, så der er lidt lækkert, til når vi er færdige med arbejdet. Vi har en god ost og pølse hjemme, og køber måske lidt ekstra pålæg og tilbehør, når vi er ude og handle senere i dag.

Det har været noget af en kamp at få sofaerne hjem. Vi fandt ud af, at der åbenbart ikke er bestilt levering til os. Det var vi aldrig blevet spurgt om, men da vi skulle give adressen, gik vi ud fra, at det var, fordi de skulle vide, hvor møblerne skulle leveres. Det var det så ikke, og vi har haft nogle ret afvisende mennesker i telefonen, når vi har ringet til butikken for at snakke med dem. Fordi leveringen ikke var bestilt med møblerne, og da nogle af varerne var kommet hjem til lageret i stedet for at blive leveret direkte til os, skulle vi nu betale dobbelt så meget for at få dem leveret. Det var ret uretfærdigt, syntes vi, men det kunne der åbenbart ikke laves om på :( I det hele taget har vi været noget utilfredse med behandlingen derfra, efter vi havde købt dem, hvilket er noget øv, da selve salgssituationen egentlig var rigtig positiv :( Jeg skrev en klage til butikken, som jeg intet hørte tilbage på. Fandt så via Trustpilot et nummer til deres hovedkontor, som jeg endte med at skrive til.

I går blev Christian så ringet op af en mand fra butikken, som ikke kunne forstå, at der ikke var blevet talt levering med os, og han gav os tilbuddet om at få leveret sofaerne gratis mod at købe et gavekort på 600 kr til butikken. Det sagde Christian ja til. Jeg havde nu ellers tænkt, at jeg ikke gad bruge den butik længere, for det har bare været rigtig træls med det bøvl, og deres anmeldelser på Trustpilot er heller ikke ligefrem prangende, men Christian er nok lidt mere optimistisk og tænker, at vi måske bruger den igen. Måske når vi skal lave nyt soveværelse og have nye skabe. Der er ikke så mange møbelforretninger heromkring, så vi har ikke så meget at vælge imellem. Om ikke andet kan man måske finde en lampe eller et par puder...


Jeg må indrømme, at det er en lidt presset uge for mig, især her op til weekenden, fordi vi skal have de møbler ind og folk på besøg, som jeg skal lave noget til. Og det er i det hele taget stressende for mig at skulle have besøg. Derudover er der min lille overraskelse til bloggen og en anden ting, vi skal i weekenden, så det bliver lidt for meget for mig. ikke mindst fordi jeg sover elendigt om natten for tiden. Har alt for meget tankemylder, så jeg ikke kan sove, og har uro i hele kroppen, især ryg, skuldre og ben om natten. I morges måtte Christian vække mig, da Ozzy havde maveproblemer og skulle have ordnet pelsen og gives noget probiocin-pasta, som vi har bestilt hjem fra USA til ham. Det skulle virke bedre en zoolac; det er ca. det samme, bare med flere mælkesyrebakterier. Vi håber. Men det kostede 1½ times søvn, så er rundt på gulvet og svimmel i dag, for dårlig søvn og min epilepsi er bare et dårligt miks. Men jeg fik da ordnet Ozzys pels og givet ham pastaen.

Han skal helst håndteres på en bestemt måde, da han kan være lidt farlig med kløerne, når han bliver bange, og jeg har øvelse i at give ham medicin og den slags, så det er bedst, at jeg gør det. Ozzy er heldigvis en glad kat igen, efter han har fået lidt ro, da jeg sov et par timer, efter Christian var kørt, ikke mindst fordi han nu kan komme i haven. Så det er jo dejligt :)

Ellers nyder jeg vejret i dag. Det er sådan lige tilpas, synes jeg. Der er godt med solskin, så stuen bliver varmet op, når gardinerne er trukket lidt fra, hvilket gør, at jeg kan have havedøren til at stå på klem, så jeg kan få lidt frisk luft ind og kattene kan gå ud og ind, som de har lyst. Det er bedst sådan, for Phoebe lukker kattelemmen, hver gang hun går igennem den, fordi hun bruger poterne til det og får skubbet til låsen hver gang. Så på dage med lukket dør kan jeg gå og åbne kattelemmen 10 gange i løbet af en eftermiddag. Skøre Pip!

Den unge dame i sin seng ved siden af havedøren

mandag den 16. september 2013

Fødselsdags-giveaway! Bloggen fylder 2 år

På søndag fylder bloggen 2 år, og det skal fejres! Derfor udlodder jeg to skønne bøger, som den heldige vinder kan vælge frit imellem: Simon's cat af Simon Tofield, en bog fyldt med mange sjove tegninger af situationer, som de fleste katteejere vil kunne nikke genkendende til, og Ben & Jerry's Homemade Ice Cream and Dessert Book af Ben R. Cohen og Jerry Greenfield, mændene bag Ben & Jerry's, hvor de deler deres hemmelige opskrifter på den gode is :)


Et af billederne i bogen. Hmm.. det minder mig om et eller andet....

Haha, ja! Det var vist noget, vi har set før :D

Ben & Jerry's isbog.

Et kig ind i bogen. Der er mange lækre opskrifter, bl.a. chocolate fudge brownie'n, som er yderst populær herhjemme!


Begge bøger er nogle, jeg også selv ejer og er rigtig glad for, og eftersom bloggen især handler om min kærlighed til madlavning og katte, syntes jeg, at det var passende at udlodde en bog i hver sin kategori :) Konkurrencen er på ingen måde sponsoreret, så det er en, jeg selv afholder udgifterne til.

For at deltage skal du:
- tilmelde dig som fast, offentlig læser (tryk på "tilmeld dig dette website" ude til højre ved de faste læsere, og følg anvisningerne)
- og skrive i kommentarfeltet under dette indlæg, hvilken bog du gerne vil vinde.

Konkurrencen løber til og med onsdag 25. september kl 23.59. Vinderen findes ved lodtrækning og vil blive offentliggjort kort herefter. Vinderen skal sende
en mail til mig med sin adresse, så jeg ved, hvor bogen skal sendes hen, så husk at tjekke, om du har vundet. Håber, at I har lyst til at lege med :)

fredag den 13. september 2013

Hindbærtærte med marcipan

I sidste uge havde vi Christians forældre på besøg til lidt aftensmad og hygge. Det er sådan en lidt dum dag for dem, da det er en mindedag for Christians bror, som de mistede for 8 år siden, så vi plejer at være lidt sammen med dem den dag. Jeg tror også, at Christian synes, det er rart at se dem den dag. I år valgte vi at invitere op til noget mad. Jeg lavede en langtidsstegt flæskesteg med alt det traditionelle, gode tilbehør, og til dessert havde jeg bagt en hindbærtærte, som blev spist med vanilleis. Så der var rigtig gang i min nye tærteform i sidste uge, hvor jeg jo også bagte tærten med kylling, grønne asparges og champignon.

Inspirationen til tærtebunden er fundet i Gyldendals bagebog, som jeg for nylig ikke kunne stå for i Føtex. Jeg har dog lavet nogle tilpasninger til den og bagemetoden, så den passer til den slags tærte, jeg gerne ville bage. Fyldet er mere eller mindre improviseret. Det lyder måske lidt sært, at der skal maizena i fyldet, men det putter man i for at jævne det en smule under bagningen, da bærmassen ellers kan være lidt for flydende. Man kunne også bruge kartoffelmel, da det suger en del fugt.

Tærten her er en, der skal serveres med en rigtig god is, gerne vanilleis. Vi valgte en fra Hansen is, og det bliver absolut ikke sidste gang. Jeg tror, det er den bedste vanilleis, jeg nogensinde har smagt! Så lækker og softice-agtig i smagen. Og jeg elsker jo softice ;) Den er ikke helt billig, men bestemt pengene værd. Isens sødme passer helt perfekt til tærten, der selv er ret frisk i smagen. Vil man ikke servere is eller andet sødt til tærten, vil jeg anbefale, at man smager bærrene til med mere sukker, så man får den så sød, som man ønsker. Husk dog, at frosne hindbær skal skoldes, før du spiser af dem. Jeg brugte frosne bær til tærten, hvilket man sagtens kan, når de skal bages. Men skal du smage på bærrene før bagning, skal de altså skoldes, eller du skal bruge friske bær. EDIT: Jeg har siden lavet en kaffebordsversion af den her lækre hindbærtærte, så hvis du ønsker en sødere tærte, som kan spises, som den er til en kop kaffe eller lignende, kan du følge denne opskrift: Hindbærtærte med marcipan - kaffebordsversion

Jeg valgte at lave et fletlåg til den, hvilket gjorde den ekstra smuk. Det tager sig godt ud på sådan en bærkage. Jeg har ikke prøvet det før, så jeg synes ærlig talt, jeg slap ret godt fra det. Christians kommentar, da han kom hjem fra arbejde og så tærten, var da også, at det var den flotteste tærte, han nogensinde havde set. Jeg var nu også selv ret godt tilfreds med resultatet :)

Både Christian og hans forældre var vilde med kagen, og jeg fik også en lille smagsprøve (jeg kan ikke så godt tåle det jo, men må jo lige smage resultatet :)) og kunne give dem ret. Det var en virkelig lækker desserttærte!





Hindbærtærte med marcipan

Tærtebund:
225 g hvedemel
125 g margarine (eller smør)
1 nip salt
½ tsk bagepulver
3 spsk sukker
1 æg
2 spsk koldt vand
1 stang vanille

Fyld:
450 g hindbær (jeg brugte fra frost, som jeg tøede let op)
100 g sukker (se min kommentar ovenfor)
2 spsk maizena med top
120 g revet marcipan

Derudover:
1 æggeblomme til pensling

Smuldr margarinen ud i melet eller kør det på en køkkenmaskine med k-spaden. Tilsæt salt, bagepulver, sukker og vanillekorn, og vend det hele lidt sammen. Tilsæt herefter æg og vand og ælt dejen godt sammen. Lad dejen hvile i køleskabet i en frysepose eller lignende, til den er blevet mere fast, mindst ½ time.

Smør en tærteform med lidt margarine eller smør og drys den med lidt mel. Vend formen lidt rundt, så melet er godt fordelt, og bank derefter det overskydende mel ud af den ved at holde den på hovedet over håndvasken. Tag lidt mere end 1/3 af dejen fra. Rul resten ud til en cirkel, lidt større end formens diameter, og beklæd formen med dejen. Den skal nå helt op til toppen af din tærteform. Klem den lidt til i formen.

Prik bunden med en gaffel og forbag den ca. 15 minutter ved 200 grader i nederste halvdel af ovnen. Dette gøres, fordi fyldet er vådt. På den måde undgår man en gennemblødt og snasket bund.

Rør bærrene med sukker (se min kommentar om bærfyldet ovenfor) og maizena. Riv marcipanen groft. Fordel marcipanen i et jævnt lag over bunden, og fordel derefter bærfyldet ovenpå, så det dækker hele bunden.

Rul den resterende dej tyndt ud og skær strimler på ca. 1 cm i bredden. Læg dem over tærten i et fletmønster. Det ser pænest ud, hvis man fletter ud og ind, som når man fletter et julehjerte :) Slut af med at lægge en lidt bredere strimmel af dej rundt langs kanten. Klem den lidt sammen, hvor enderne mødes. Pensl gitter og kant med sammenpisket æggeblomme. Bag tærten midt i ovnen ca 25 minutter ved 200 grader, til gitteret er flot gyldent. Lad den køle lidt af, før du tager den ud af formen (såfremt du har en tærteform med løs bund som min, eller bruger en springform til at bage tærten i).

Server tærten lun (kan opvarmes lidt i ovnen før servering om nødvendigt) med en god vanilleis.



Fletlåget før bagning af tærten.

Den færdigbagte tærte med det fine fletlåg.

Et stykke af den færdige tærte. Meget smuk, synes jeg :)



Selvom det er i dag, det er fredag den 13., så var det i går, der var en rigtig Tycho Brahes-dag for mig. Sådan en, hvor tingene bare ikke går, som de skal. Jeg blev vækket af larm fra en motorsav omkring kl 7, hvor en nabo i nærheden åbenbart syntes, det var passende at starte med sådan en. Folk er virkelig dårlige til at tage hensyn her, hvor vi bor. Desværre.

I går eftermiddags ringede Christian for at få bekræftet, hvornår vores nye sofaer kom hjem og for at høre om leveringen. Sidst, han snakkede med dem, fik han at vide, at de skulle være hjemme 15. september, og det er jo snart, så vi ville høre, hvornår de blev leveret. Vi havde ikke specifikt blevet spurgt til leveringen, da vi købte dem, men vi skulle give adressen, så vi gik ud fra, at det var, fordi de skulle vide, hvor de skulle leveres. Det var det så ikke, fik vi at vide i går, og nu kunne vi slet ikke få dem leveret til den pris, andre giver, når de bestiller. Fordi nogle af møblerne var kommet hjem, skulle vi nu give dobbeltpris for at få dem leveret! >:-( Det gjorde mig ærlig talt virkelig vred, og jeg skrev en klage til firmaet på deres hjemmeside. Den har jeg dog ikke hørt noget til endnu. Det kan da ikke passe, at man skal betale dobbeltpris, fordi deres sælger ikke har snakket levering med os :(

Bagefter ville jeg i bad og skulle vaske mit hår. Jeg puttede shampoo i det, men kunne bare ikke få det til at skumme. Puttede ellers en stor mængde i, og kunne slet ikke forstå det. Da jeg havde skyllet det ud, kunne jeg så konstatere, at der var byttet om på shampoo og balsam i brusekabinen, så jeg havde altså forsøgt at vaske håret i balsam. Måtte så starte forfra med hårvasken, men endte da med rent hår til sidst.

I går aftes fik vi så nogle dårlige nyheder, da vi snakkede med Christians far. Det er ikke lige noget, jeg vil gå ind i, men det efterlod mig med angst og hjertebanken, så vi sad ret apatiske og gloede i sofaen i går aftes. Endte med at spille et brætspil, inden vi gik i seng, for ligesom at få tankerne på noget andet en stund. Det var dog en stakket frist, og jeg lå et par timer i sengen, efter lyset var slukket og Christian sov, og bare kiggede op i loftet med mit tankemylder. Endte med at invitere Phoebe op i sengen til lidt kattetrøst. Hun sover altid på gulvet foran fodenden af min seng, og vil gerne op til lidt nus og liggen i arm om natten, hvis jeg beder hende om det. Det var nu rart. Hun faldt i søvn ved siden af mig, og vi lå sådan der noget tid, før hun stod op og gik ud af sengen igen. Jeg elsker at have kat. De er de mest fantastiske dyr, og gode til trøst og hygge og smil, det meste af tiden i hvert fald. Fandt megen trøst hos kattene, da jeg var barn, når jeg var ked af det. Der er ikke meget, der beroliger så godt som en spinnende kat.

Natten har ikke været frygtelig god. Har haft dumme drømme, der fik mig til at vågne op med galopperende hjerte, så jeg ikke kunne sove længere. Så er lidt i underskud i dag. Og står op til fredag den 13.. Jeg håber, at dagen ikke lever op til sit uheldige ry, for gode nyheder ville virkelig være godt nu. Får ekstra ondt i maven over, at dagen er så uheldig på forhånd. Lidt overtroisk er man vel...

Slutter af med billeder af min lille trøstemis taget i sidste måned på deres klatretræ, hvor hun jagtede en "fugl" :D Lige nu ligger hun her ved mine ben foran sofaen klar til en nussetur

Klar til at give "fuglen" nogle dask!

Snif.

"Fuglen" ignoreres et øjeblik for at nyde udsigten fra øverste platform.

mandag den 9. september 2013

Tærte med kylling, grønne asparges og champignon

For et par uger siden købte jeg endelig en tærteform med løs bund. Jeg har gået og kigget lidt efter sådan en, da jeg synes, det er noget nemmere at få en tærte pænt ud af sådan en form, og en metalform i øvrigt giver et mere sprødt og lækkert resultat. Den har stået og grint af mig i køkkenet siden da, for jeg havde ikke lige fået taget mig sammen til at afprøve den, men da jeg i sidste uge havde nogle grøntsager til overs og i øvrigt havde meget svært ved at få stykket en madplan sammen, fik jeg lyst til at improvisere en tærte.

Jeg er ellers ikke så meget til tærter. Synes nemt, der går lidt for meget æggekage i den, især hvis æggeblandingen bliver for fremtrædende, så jeg var ikke superoptimistisk omkring, at jeg ville komme til at elske at skulle have tærte til aftensmad. Den bekymring blev totalt gjort til skamme! Det var simpelthen bare lækkert! Jeg havde valgt at fylde den med kylling skåret i mindre stykker og stegt med krydderier, før det røg i tærten, friske asparges, champignons, rødløg og hvidløg. Derudover blev den oven på æggemassen drysset med revet parmesanost, da det passer supergodt til asparges, og det var en rigtig god ide. Det smagte bare superskønt, og jeg nød den virkelig.

Bunden var også superlækker og sprød. Jeg er bare lidt dum til at rulle sådan en tærtedej ud, så nåede at få lidt grå hår undervejs. Prøvede først at gøre det mellem to stykker bagepapir, men det gik ikke rigtigt, så jeg måtte gøre det på bordet med lidt mel. Til sidst fik jeg beklædt tærteformen, så det lykkedes heldigvis :) De få revner, der blev i tærtedejen pga. mine ringe udrulningsevner, blev lappet sammen med æggemassen, så den blev fint sammenhængende, så man skal ikke fortvivle, hvis ens bund ikke er helt perfekt
:) (man skal helst rulle dejen ud i ét stykke. Lapper man f.eks. kanten ved at klemme dejen sammen, kan den revne, fordi dejen blev stukket lidt, måtte jeg sande). Opskriften til tærtedejen er fundet i bogen God mad, Let at lave. Jeg har justeret en smule på den. Sådan her så den færdige tærte ud (mit første stykke):





Tærte med kylling, grønne asparges og champignon (ca. 3 personer)

Tærtebund:
150 g mel
75 g margarine (eller smør)
½ tsk salt
1 æggeblomme
2-3 spsk vand

Fyld:
260 g kyllingeinderfilet (du kan også bruge kyllingebryst)
1 bundt friske grønne asparges
200 g champignons
1 rødløg
3 fed hvidløg
Salt
Krydderi til kyllingen (f.eks. tørret barbequekrydderi eller paprika)

Æggemasse:
3 æg
2 dl mælk
1 lille tsk salt

Derudover:
Ca. 50 g revet parmesanost

Smuldr margarinen ud i melet sammen med salt (eller kør det på køkkenmaskinen, til det er smuldret fint sammen). Tilsæt æggeblommen og vand og ælt, til du har en fast masse. Form til en kugle, som du presser lidt flad. Put den i en frysepose og i køleskabet. Lad dejen hvile, til den er blevet mere fast i det (ca. ½ time).

Rul dejen ud til en stor cirkel, der er større end din tærteform (måske 5 cm større). Smør tærteformen med lidt smør eller margarine og beklæd den med dejen. Lad formen stå i 10 minutter og hvile. Forbag herefter bunden i 10 minutter ved 225 grader. Dette gøres, fordi fyldet til sådan en tærte er vådt i det. På den måde får med en sprød bund i stedet for en snasket :) Tag den forbagte tærtebund ud af ovnen.

Til fyldet vaskes og renses grøntsagerne. Skær champignonerne i ikke for tykke skiver, skær asparges i skrå, mundrette stykker, rødløg i tykke ringe og hak hvidløgene. Steg grøntsagerne på en pande i lidt olie, til champignonerne har afgivet deres vandindhold (de skifter farve, bliver stegte/brunlige i farven og er mere faste i det) og løgene er blødere i det. Drys grøntsagerne med lidt salt.

Skær kyllingen i mundrette stykker og steg den på en pande i lidt olie, til den er nogenlunde gennemstegt. Krydr herefter med lidt salt og valgfrit krydderi. Jeg brugte noget tørret barbequekrydderi, og det var rigtig fint til det. Har man ikke det, kan man sagtens bruge paprika.

Til æggemassen piskes æggene sammen med mælk og salt. Fordel grøntsager og kylling på tærtebunden. Hæld derefter æggemassen over og slut af med revet parmesanost, så tærten er dækket af et lille lag ost. Jeg målte ikke mængden af, men tror, at 50 g er passende. Bag tærten ca. 30 minutter ved 200 grader, til æggemassen er stivnet. Server tærten lun med en god salat som tilbehør. Vi nøjedes med en god portion rå gulerødder den aften.

Fyldet puttes på den forbagte tærtedej.

Derefter hældes æggemassen over, og der drysses med revet parmesanost.

Den færdigbagte tærte.

Mit første stykke - fra en anden vinkel :)



Det har været en lidt travl weekend. Vi får jo vores nye sofaer hjem om nogle uger, og der skulle gerne være plads i garagen, til at de kan stå der og tørre, efter de er sprøjtet med noget vandafvisende, før de skal ind i huset, så vi tænkte, at vi hellere måtte få ryddet lidt op der. Der var mange ting, der skulle på genbrugspladsen, især pap, så vi lånte Christians forældres trailer og brugte lørdagen på at rydde ud i garagen og komme af med alt det andet i huset, der lå og ventede på at blive kørt væk. Vi har ikke jordens største skraldespand, så vi forsøger at genbruge, hvad vi kan. Så vi kom afsted med masser af pap, papir, aviser, glas og plastikflasker den dag. Nu er der noget bedre plads på det værelse, vi pt. bruger til opbevaring, så jeg føler mig lidt mere motiveret til at gå i gang med at kigge mine kasser med ting igennem og måske få noget mere frem og pakket noget andet om. Glæder mig til at komme i gang med det en dag, hvor energien og lysten lige er til det.

Efter vi havde været på genbrugen, svingede vi forbi Christians onkel med noget kattemad, vi havde i overskud (pga. Ozzys overfølsomhed og noget killingefoder, som Phoebe ikke får længere, da hun jo er en voksen kat nu). Han fodrer vilde katte nede på havnen hver morgen (for sine egne penge), så han bliver rigtig glad for sådan et tilskud. Og så er der jo også nogle, der får glæde af maden, så vi er glade for at kunne bidrage lidt :)

Søndag ordnede vi akvariet med frisk vand, ryddede op i planterne og lavede vandprøver. Og jeg fik ordnet kattebakken. Og så var energien ligesom også brugt den dag.

Søndag var også den dag, jeg har haft det allerbedst i meget lang tid. Den eneste dag, jeg kan huske i flere år, hvor jeg ikke havde særligt mange negative symptomer. Kunne nøjes med den sædvanlige træthed og nakkesmerter, men maven havde det godt, både mavesæk og tarme. Utroligt nok, for lørdag aften havde jeg spist noget, der ellers plejer at tage livet af min mave (det er svært at leve af lasagne og vand alene, man vil jo også gerne ind imellem have lidt lækkert), men jeg havde det bare rigtig godt dagen efter. Måske er det mit 7-9-13-held (datoen i lørdags, der var udråbt som århundredes heldigste)? Hvem ved. I hvert fald var jeg så glad for det og så kry, at jeg tænkte, at måske var det hele overstået nu? Det føltes jo så godt. Naivt, og jeg vidste nok også godt, at det ikke ville holde. I dag er min mave så tilbage til den gamle gænge med ubehag og smerter :-| men nød det da så længe, det varede.

I dag er jeg så tilbage på lasagnetoget. Vi har mælk, der skal bruges, og maven er heller ikke så glad for mig. Ej heller vægten, der prompte straffer mig, så snart jeg kigger på noget usundt. Jeg kunne nu nok godt leve med at veje et par kg. mere, hvis jeg bare kunne slippe for de her maveproblemer. Vægten kommer nok ned igen, for jeg skal jo tilbage til min mere sikre mad godt med grøntsager og ikke for meget fedt, brød og sukker. Så går det som regel helt automatisk.

Jeg skal have lavet en madplan, der sikkert indeholder asparges, for sæsonen er snart ved at være slut, desværre, og vi skal nyde dem helt til det sidste. Måske snupper vi sådan en tærte her igen? Den var i hvert fald meget lækker. Ellers skal jeg have fundet gaver til min far og Marianne, der begge har fødselsdag inden for den næste uges tid. Så vi skal lige have sendt dem lidt :)

Slutter af med billeder af en papkasse, vi ikke nænnede at tage med på genbrugen. Phoebe er blevet ret glad for den og bærer sit legetøj derind :D Og får nogle gode lure der også.

Z-z-z-z-z-z-z.

Mon ikke hun snart er færdig med det kamera?

Nåh, nu kan jeg jo lige så godt stå op. Gaaaab!

mandag den 2. september 2013

Jordbærmacarons med hvid chokoladeganache

Nu er det efterhånden ved at være nogle uger siden, vores ferie sluttede, så jeg tænkte, at jeg hellere må få samlet op på mit sidste hængeparti derfra, nemlig de jordbærmacarons, jeg har lovet jer opskriften på. Derudover kan I sidst i indlægget se vores store køb fra ferien. Vi glæder os sådan til at få dem hjem!

Vi havde Christians forældre oppe til kaffe en af de sidste dage i ferien, hvor jeg som bekendt bagte citronmånen, men også disse små lækkerier. De var virkelig skønne, både i konsistens og smag. Dog er jordbærsmagen noget diskret i forhold til, når man bruger frysetørrede hindbær, da de ikke har lige så kraftig en smag. Så det er ikke en intens smag af jordbær, disse macarons har, selvom jeg puttede dobbelt mængde jordbær i i forhold til hindbær i mine sidste macarons. Men den diskrete smag er alligevel lækker, ikke mindst sammen med ganachen.

Macaronsne gjorde da også stor glæde, og Christian mente, at disse var endnu bedre end mine sidste macarons. Ikke mindst pga. konsistensen. Og han syntes, at ganachen minder om smagen af den hvide chokolade i Kinderæg :D Sjovt, hvordan man kan huske sådan noget. Der var også Kinderæg til vores lørdagsslik, da jeg var barn, og jeg elskede dem! Og det var endda ret lødig chokolade, selvom det var til børn. Det synes jeg tit, man ser, det ikke er i børneprodukter, f.eks. de billige chokoladejulekalendere, der stadig kan fås.

Anyway... Jeg tænker, at macaronsne måske har godt af at sætte sig lidt med ganachen, hvilket de ikke helt nåede sidst, og måske også af turen i køleskabet. De stod der nogle timer i en bøtte, før vi fik gæster. Man kan jo nå at tage dem ud og lade dem stå og temperere lidt, før de serveres :) Alt i alt var det en stor succes, og det er jo altid dejligt, når noget lykkes. Så kan helt sikkert anbefale nedenstående :)





Jordbærmacarons med hvid chokoladeganache (ca. 9 samlede macarons)

43 g mandelmel (købt eller lav din egen)
75 g flormelis
4 spsk frysetørrede jordbær
1 stor æggehvide
25 g sukker

Evt. lidt pastafarve (jeg brugte en rosa fra Wilton - Rose Icing Color)

Hvid chokoladeganache
80 g hvid chokolade
40 g piskefløde
½ tsk vanillesukker

Blend mandelmel, flormelis og frysetørrede jordbær i en blender, til det er et fint pulver. Si pulveret over i en skål for at få evt. klumper og frø siet fra.

Bland herefter æggehviden med sukker. Pisk ved lav hastighed 1 minut, til sukkeret er optaget i æggehviden. Pisk herefter et par minutter ved høj hastighed, til marengsen er stiv og danner bløde toppe, der falder over, når du trækker piskeriset op af skålen.

Hvis du vil tilsætte farve, er det nu. Brug spidsen af en tandstik til at tilføje farven, da der ikke skal meget til for at farve kraftigt! Brug en ren tandstik, hvis du skal tilføje mere. Farven skal være lidt kraftigere, end du ønsker det færdige resultat, da den bliver lidt mindre intens efter bagning. Vend farven meget forsigtigt ind i den luftige æggehvide, bare et par gange. Det behøver ikke være helt optaget fra starten. Det vil blandes færdigt ind i massen, når mandelmelblandingen vendes ind efterfølgende.

Put mandelmelblandingen ned i marengsen. Vend det meget forsigtigt sammen ved at presse dejen mod siden af skålen med en ske eller dejskraber. Stop, når melet er optaget i marengsen. Det er meget vigtigt, at man ikke får rørt for meget i marengsen, da man ellers får slået al luften ud af den. Det tager ca. 35 vendinger mod siden af skålen med en dejskraber, før det hele er optaget. Du kan teste, om dejen er færdig ved at tage en klat af dejen op og lade den falde ned i resten af dejen. Der skal den helst smelte sammen med resten i løbet af dejen i løbet af 20-30 sekunder.

Put dejen i en sprøjtepose ned en rund tyl (ca. 1 cm i diameter) og sprøjt den ud til små runde cirkler på en bageplade med bagepapir. Lav dem ikke for tæt, da de flyder lidt ud under bagningen (ikke meget, bare en smule). Jeg fik 18 cirkler ud af ovenstående dej, lidt flere end sidst jeg lavede macarons. Ville gerne have dem lidt mindre denne gang. Hvor mange man får ud af portionen, kommer naturligvis an på, hvor store cirkler man sprøjter ud.

Hold bagepladen vandret og bank den mod bordkanten for at få eventuelle luftbobler ud af dejen. Lad herefter de ubagte macarons stå og tørre i ½ time et sted uden for meget træk.

Bag macaronsne i ovnen ved 160 grader. Efter ca. 6-7 minutter er det en god ide at holde øje med macaronsne. De skal have nogle minutter yderligere, men skal ud af ovnen, før de begynder at blive brune/gyldne ovenpå. Ovnlågen kan godt snyde lidt med farven, så åbn lågen og kig ind i ovnen. Mine fik måske et sted omkring 9 minutter, og da ovne oftest varmer forskelligt, er det en rigtig god ide at holde øje. 
 
Før bagepapiret med de færdige macarons over på en rist og lad dem stå, til de er kølet helt af. Løsn derefter forsigtigt macaronsne fra papiret. Opbevar i en lufttæt dåse (ikke i køleskabet), til de skal lægges sammen og spises.
 


Hvid chokoladeganache
Hak den hvide chokolade fint og læg den i en bøtte eller varmefast skål. Giv fløden et opkog og hæld den over chokoladen. Lad det stå lidt, før du rører i det. Rør herefter roligt, til fløden har smeltet chokoladen, og massen er ensartet. Herefter røres ½ tsk vanillesukker i.

Sæt ganachen kortvarigt i køleskabet uden låg (vi snakker minutter, måske 10, hold øje) og sætte sig, til den er tyknet en smule og til at sprøjte ud. Den må ikke blive for hård, for så er den svær at arbejde med. Men den er for flydende før afkølingen.

Put ganachen i en sprøjtepose med en 1 cm rund tyl og sprøjt den ud på halvdelen af bundene (ikke helt ud til kanten, de det flyder ud, når toppen af macaronsne lægges på og trykkes lidt ned). Læg toppene på, og tryk lidt ned, så ganachen flyder ud og fylder knap ud til siderne.

Opbevar macaronsne i en tætsluttende bøtte i køleskabet, til de skal spises. 

Nogle af de færdige, samlede macarons.


Den her weekend er fløjet noget forbi. I lørdags var vi til 40 års fødselsdag hos Christians fætter. Det var en rigtig hyggelig aften. Desværre har jeg jo problemer med at spise rigtig mange ting, så det var noget nervepirrende at spise ude. Maden var rigtig lækker, en buffet, og jeg prøvede at spise af det, jeg bedst kunne tåle. 

Jeg har desværre fået et tilbagefald med problemer med mavesyren/irritation af mavesækken op til fødselsdagen, hvilket var rigtig frustrerende, eftersom jeg har passet meget på med maden, og i øvrigt også som bekendt har problemer med smerter fra tarmene for tiden. Jeg er ret sikker på, at problemerne med mavesækken skyldes, at jeg har været meget stresset og udkørt den sidste uge. Primært fordi jeg ikke har fået sovet ret meget. Og fredag blev jeg terroriseret af naboens larm (de spiller næsten stadionhøj musik, og det var meget stressende med den larm. Jeg kunne næsten ikke have havedøren stående åben, og selv da den var lukket, kunne jeg høre hvert ord, der blev sunget i de sange, de hørte). Det stressede mig virkelig meget, og de blev ved hele dagen fra kl. tidligt (det vækkede mig efter alt for få timers søvn) og til sent på aftenen. Det gjorde faktisk, at vi ikke engang kunne koncentrere os om at sidde og se en film :( Øv. 

Al den stress har provokeret min sygdom, så jeg bare har haft det rigtigt ringe. Og det var også ret hårdt at skulle afsted til den fest i weekenden, men vi havde glædet os, så vi ville gerne afsted. Det gik også okay. Dog var maden hård for min mave, så måtte døje med lidt smerter undervejs. Det hjalp sikkert heller ikke, at jeg bare måtte smage æblekagen med den skønneste vanilleis og spise lidt snacks, der kom på bordet senere på aftenen. Min viljestyrke er ikke altid så stærk. Men det er også svært at undlade at spise af noget, der bliver sat lige foran en, som man elsker. Især når jeg altid skal undvære pga. mit dumme fordøjelsessystem. Men jeg nød det :)

I går måtte jeg så døje noget med smerter og ubehag, og maven er stadig træls i dag. Men det er jo konsekvensen, hvilket jeg godt ved. I nat har jeg fået op imod 10 timers søvn, hvilket har været hårdt tiltrængt. Jeg håber, at jeg kan blive ved med at sove så længe de næste dage, så jeg kan få det lidt bedre.
Mere ro hjælper forhåbentlig også på mine nakkesmerter. Mit piskesmæld er provokeret pga. stressen i sidste uge, og jeg døjer meget med de smerter for tiden. Det fører også til migræneagtig hovedpine, hvilket jeg har lige nu og har haft, siden jeg lagde mig til at sove. Håber, det damper lidt af i løbet af dagen. Ellers må jeg prøve med noget medicin, når jeg har fået lidt mad i maven.


Det er jo mandag, så jeg skal i gang med at lave ugens madplan. Ikke nemt, når mave og tarme driller, men vi skal jo spise noget. 

Jeg kan ikke huske, om jeg har vist jer, hvad det er for nogle sofaer, vi har købt? Det har jeg vist ikke. Vi købte nye sofaer i ferien, som vi gerne skulle få leveret inden for den næste måneds tid. Vi glæder os super meget til at få dem hjem. Man sidder bare så godt i dem! Det er en 3-personers med chaiselong, en 2-personers og en puf (så vi begge kan sidde med benene oppe), samt 2 armpuder (som vist i sofaen) og 3 nakkestøtter (det er supersmart! De sidder fast på nogle bøjler og kan flyttes rundt efter behov). Jeg var ærlig talt noget betænkelig over at skulle have ny sofa, da de nyere og pæne modeller er meget lave og ingen nakkestøtte giver (af hensyn til mit piskesmældssmadrede nakke - vores sofaer står frit i rummet, altså ikke op af en væg). Så det var en lettelse at se, at man kan få løse nakkestøtter til sofaerne, for det hjælper meget. 

Og så er de blå! Sofaerne altså. Vi var i Idemøbler og kigge i ferien og prøve en masse sofaer, og kom til sidst til en ret så blå sofa, men da vi havde prøvet alle de andre, tænkte vi, at vi nok også lige måtte prøve den blå, selvom den altså var blå. Og det var klart den bedste sofa, vi havde siddet i den dag. Åh, hvor var den skøn! Den fås en masse forskellige farver og stoffer, men efterhånden groede den blå farve på os, og vi kunne da heller ikke finde nogen anden farve eller noget andet stof, vi syntes, der passede til "vores" nye sofa. Ikke mindst fordi strukturen i stoffet er lækker og lige rigtig. Og farven er ikke bare én farve men har et farvespil i sig. Så det endte altså med at blive blå sofaer :D Vi var endda så heldige, at der var 30% rabat på det hele, da vi vendte tilbage til butikken, så vi endte med at spare en masse :D

Vi skulle gerne få dem hjem omkring 1. oktober, hvor de så lige skal behandles med noget smudsafvisende, før de kommer ind, men Christian vil vist ringe og høre om en mere præcis leveringsdato inden så længe.
Nu bliver næste udfordring at finde et sofabord, der passer til. Det er straks meget værre ;) Vi har kigget på nogle bønneborde, men har ikke besluttet noget endnu. Vi har heldigvis også lidt tid at løbe på endnu :) 


Christian tog et par billeder af sofaen, da vi var der, så vi kunne se dem, når vi kom hjem, hvor den skal stå :)