mandag den 4. februar 2013

En dejlig weekend

Så er jeg tilbage efter en dejlig, men også meget fyldt weekend. Der har virkelig været meget på programmet, men også mange dejlige oplevelser.

I fredags var vi på Hvidovre hospital for at få lavet en sidste opfølgende samtale omkring mine levertal. Vi sad og ventede rigtig længe. Så længe at jeg troede, at der var sket noget med tidsbestillingen, så jeg alligevel ikke var registreret, men omsider blev det vores tur, og det viste sig, at min sædvanlige overlæge var ude og undervise, og en anden måtte tage hendes sted, hvilket havde givet en del ventetid. Men hende, vi kom til at snakke med, var yderst behagelig at snakke med, så jeg var glad. Hun var godt tilfreds med mine blodprøver, og gav grønt lys for, at jeg kan fortsætte på den medicin mod mavesyre, som jeg er sat på nu, da det efter en måneds fast daglig dosis ikke giver leverpåvirkning. Så det er jo rigtig dejligt. Især fordi jeg synes, jeg har det bedre med maven. Om det er medicinen, ved jeg ikke, for jeg havde det også nogenlunde i december, før jeg startede på den, men det er rart at vide, at der er noget, jeg kan tage for mine problemer.

Lægens umiddelbare konklusion på mine problemer er, at jeg er ekstra følsom, så det udsving af mavesyre, som de fleste mennesker oplever, dog uden særlige gener, er smertefuldt og ubehageligt for mig. Det er en mulig forklaring, synes jeg, men jeg synes ikke, den dækker helt. Den forklarer f.eks. ikke, hvorfor der bliver flere og flere fødevarer, jeg får det dårligt af at spise. Sådan burde det jo ikke være. Men det er nok det tætteste, de kan komme en forklaring. Og at det bare er noget, jeg må lære at leve med. Hvilket er en noget nedslående besked at få.

Men samtalen var som sagt meget rar, og lægen sørgede for, at jeg fik en tid om et år, så jeg ikke er smidt helt af kontakten med dem, fordi det er så omstændigt at blive henvist til Hvidovre, når man bor herude på Vestsjælland. Der er mange led, man skal igennem, så det er rart at have den sikkerhed.
Efterfølgende kørte vi i Zoo Zity for at købe lidt pelshaler til Phoebe og derefter på Ros Torv for at købe lidt nyt undertøj til mig (det er en dyr fornøjelse at tabe sig) og bruge nogle af de gavekort, Christian har fået til tøjbutikker til jul og fødselsdag.

Biograftur
Da vi var færdige der, var vi meget trætte. Så det var lige før, at vi fortrød at have bestilt biografbilletter til om aftenen, men når der er en chance for at se en Oscar-film i biografen før uddelingen, vil vi gerne udnytte det. Vi var inde og se Django Unchained senere om aftenen. En virkelig god film, synes jeg. Rigtig godt skrevet og med de Tarantinotwists, en fan kun kan elske. Jeg er noget spændt på, om den ender med at tage nogle priser i år :)
I denne uge skal vi ind og se Steven Spielbergs Lincoln. Den er jeg også noget spændt på. Uanset emnet har han en evne til at få fortalt historien på en måde, som fanger en. Jeg havde virkelig mine tvivl om War Horse sidste år, for jeg gider bare ikke krigsfilm, og heste siger mig intet, men det var faktisk en rigtig gribende historie. Så jeg er spændt på Lincoln. Oscaruddelingen er den 24. februar i år, og vi følger med hvert år. Det er spændende og giver chancen for at se nogle kvalitetsfilm, man ikke umiddelbart ville have set. Det har givet nogle spændende filmoplevelser de sidste år, hvor jeg også har været med.

Fødselsdagsmiddag
Lørdag havde vi planlagt at skulle ud og spise min fødselsdagsmiddag, da jeg jo blev snydt for den på min fødselsdag pga. halsbetændelse. Ironisk nok begyndte jeg op til i lørdags også at få ondt i halsen igen, så jeg troede lige, at jeg skulle snydes igen, men det er heldigvis ikke brudt ud til at blive til mere endnu, så vi kunne tage afsted og nyde maden. Vi var på Bones i Roskilde og spise salatbar mm., til det stod os ud af ørerne :D Det var rigtig lækkert. Bagefter kørte vi hjem og hyggede med lidt sjov tv-underholdning og lidt guf. En rigtig hyggelig dag, synes jeg :)

Det har virkelig været nogle intense dage, hvilket har udmattet mig meget. Så søndag var jeg helt kvæstet. Vi handlede lidt ind og kørte en tur på kirkegården, før vi faldt sammen i sofaen foran fjernsynet senere på eftermiddagen. Da vi kom hjem fra indkøbet, biksede jeg en lille portion gammeldags fastelavnsboller sammen. Det bringer virkelig barndomsminder frem, ikke mindst da jeg tilluskede mig en lille bid (det er jo ikke noget, jeg tåler så godt, så jeg sidder og ikke spiser en hel). De er nu gode, sådan nogle boller :) Jeg bagte dem også sidste år, så det er der, billedet her er fra. Men jeg får nok chancen for at bage dem igen i år, for det er jo ikke fastelavn endnu.



Vi slappede af resten af eftermiddagen med lidt serie i tv, fastelavnsboller til Christian og lidt guf til mig. Ved spisetid lavede han det meste af maden, så jeg kunne slappe så meget af som muligt, så det var jo dejligt :)


Tilbage til hverdagen igen
Nu er det så tilbage til hverdagen. Det er mandag, og der skal laves madplan. Hvad jeg ellers når i dag, ved jeg ikke, for jeg ved ikke lige, hvor langt kræfterne rækker. Men jeg satser på også at få vasket noget tøj i hvert fald. Jeg har også fået snakket med lægehuset og fået en tid senere på ugen for at få tjekket modersmærker, hvilket er noget, jeg har villet rigtig længe. Jeg er desværre forbandet med uendeligt mange af dem, og der kommer hele tiden nye til. Når man ved, hvor farlige de kan være, er det rart at få dem tjekket. Jeg har bare ikke kunnet overskue det før nu, da mit liv i lang tid har været fyldt op af ture til Hvidovre, Slagelse og uendeligt mange ture ned og få taget blodprøver. Men nu er det pt. on hold, så nu måtte jeg få taget mig sammen.

Jeg har også noget andet, der skal tjekkes. Jeg har, siden jeg var barn, haft en lille knude på halsen. Sandsynligvis en muskelknude, og den er aldrig blevet tjekket. Men en dag opdagede jeg, at jeg pludselig er blevet fyldt med dem op langs halsen, og de er på begge sider af den, faktisk. Så dem har jeg også tænkt på længe at få set på. Puffet i den retning blev dog forstærket den anden aften, da jeg opdagede, at der faktisk er en, der er meget stor og anderledes end de andre. Jeg har aldrig mærket noget så stort, og jeg vil helst være på den sikre side og få det tjekket, hvis det nu skulle ske at være noget alvorligt.
Overraskende nok kunne jeg allerede få en tid i denne uge, så det er jo positivt, tror jeg. Så må vi se, hvad lægen siger til det.

Det har været en lidt hård weekend for maven mht. maden, for jeg har virkelig ikke holdt mig tilbage. Endnu kan den klare det og har det nogenlunde, selvom vi har været ude at spise, og der er røget chips ned i løbet af lørdag-søndag, så jeg er positivt overrasket. Kunne det bare blive ved sådan, ville det være skønt.
Om knap 14 dage holder jeg fødselsdag for familien, så der skal skrues lidt ned for de farligere indtag den næste tid. Jeg vil helst kunne sidde og spise en hjemmebagt bolle og lidt andet den dag, så jeg må være lidt forsigtig. Men jeg glæder mig nu :) Har planer om at skulle have lavet en ny portion æblemarmelade med kanel, da vi efterhånden har spist den op, jeg lavede sidste år. Den er fantastisk, synes jeg. Især oven på en rigtig stærk ost, så jeg glæder mig til lidt fødselsdagshygge snart :)

Jeg vil slutte det her lange indlæg af med lidt mere fra min hverdag. Nemlig en video, jeg var så heldig at fange for nylig med min nye telefon. Phoebe elsker drengene, og vil så gerne være tæt på dem og vaske dem. Ozzy er hendes helt store idol, og hun gør meget for at være tæt på ham. Når han ligger i sin bløde seng ved radiatoren, ligger hun på gulvmåtten lige ved siden af. Det kan Ozzy lige gå med til. Han er ikke en kat, der elsker at være meget tæt på andre katte, selvom han nok er glad nok for dem, men hun tillusker sig alligevel at vaske ham af og til, og nogle gange får hun også lov. Det fangede jeg for nylig. Den længste vasketur, jeg har set mellem dem. Han nyder det helt sikkert :) I hvert fald til en vis grænse, så gider han ikke mere ;)


Tryk på "Youtube-ikonet under videoen, så kommer du ind og ser den på Youtube i en større størrelse, eller tryk på muligheden ved siden af, der er markeret med fire hjørner, så får du den i fuld skærm :)

2 kommentarer:

  1. Dejlig, dejlig video - det er nogle superlækre katte, I har :)

    Kram

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have, Lisa. Var lige heldig der med videoen :)

      Slet