Der sker ikke så meget her for tiden. Sådan bogstaveligt talt. Min energi er på et absolut minimum, og selv de mindste daglige opgaver har jeg bare ikke overskud til at klare for tiden. Når jeg har fået spist min morgenmad og fået et bad, er jeg bare så utrolig træt. Og Christian har måttet hjælpe mig med at få lavet aftensmaden og/eller vaske op efter forberedelserne til den en del gange på det sidste.
I forgårs var jeg nede og få taget blodprøver igen og i samme omgang i banken med en check og i Netto meget kort for at hente et glas champignoner. Det var noget, der nok sammenlagt tog halvanden times tid, inden jeg var hjemme igen, men at skulle afsted og også være social (man er jo ikke alene i verden, og Christians mor var også med ude denne gang, så vi fik snakket lidt) dræner mig helt ekstremt, især for tiden. Så jeg havde det simpelthen så dårligt resten af dagen. Følte mig fysisk syg og så utrolig træt.
Det har været sådan noget tid efterhånden, synes jeg. Det har man nok også kunnet mærke på mine indlæg her. Jeg er meget stressfølsom, og der skal ikke ret meget til at slå mig ud af kurs for tiden. Jeg er ikke helt klar over, hvad der præcist er skyld i det, men jeg kan forestille mig, at det kommer oven på den utrolig stressede periode, vi har haft i december med alt det, vi skulle der, og i det hele taget kattenes sygdom de sidste måneder. På et eller andet tidspunkt slipper kræfterne bare op. Lige nu føles det bare, som om alt kræver store mængder energi af mig. Selv at sidde og læse blogs og andet, som jeg gerne gør dagligt, gør mig så utrolig træt.
Det er en utrolig træls situation at være i. Især fordi det ikke virker til, at der er noget, jeg kan foretage mig, uden jeg bliver træt og skidt tilpas. Eller jo, der er noget. At sidde og slappe af sammen med Christian i sofaen om aftenen. Når vi sidder og ser serier og laver andet sammen, lader jeg op. Men han er jo på arbejde, og den slags kan man jo heller ikke lave hele dagen. Det bliver kedeligt i længden.
I dag ville jeg så gerne have støvsuget, for Phoebe og Ozzy har haft taget nogle wrestleture og løbeture efter hinanden efterhånden, hvilket resulterer i pels på gulvet. Og da de er begyndt at komme ud igen, slæber de også skidt med ind. Men jeg kan ikke støvsuge. Jeg kunne godt gå i gang, men jeg ved, at jeg ville have det rigtig dårligt bagefter og ikke have mod på at gå i gang med aftensmaden. I aften skal vi bl.a. have flødekartofler, så det er ikke noget, der kan laves fælles, når Christian kommer hjem, med mindre vi vil spise helt vildt sent. Så jeg er nødt til at lave de kartofler selv. Lige nu virker det som en totalt uoverskuelig opgave at skulle i gang med, selvom det normalvis er en overkommelig opgave. Men sådan er det bare ikke for tiden.
Samtidig synes jeg, at det er svært at finde på noget, jeg kan lave, uden jeg kører mig selv for træt til at gå i gang med at lave mad. Jeg kan ikke støvsuge, jeg kan ikke rigtigt sidde med computeren, jeg kan ikke gå i gang med andre huslige opgaver, og det er for tidligt at gå i gang med maden, for Christian sidder i møde og er endnu ikke på vej hjem.
Så det er lidt svært at vide, hvad jeg kan foretage mig. Jeg må heller ikke sidde stille for længe (f.eks. med computeren eller ved at se tv eller den slags), da det giver mig smerter i nakke og hoved pga. mit piskesmæld og forværrer mine rygsmerter. Rygsmerterne har jeg ellers kunnet holde i skak de sidste dage med øvelser, men jeg er nødt til at være lidt forsigtig.
Jeg har også bare så dårlig samvittighed over for Christian. Han må leve med meget, fordi jeg er kronisk syg og har så meget at kæmpe med. Det påvirker også hans hverdag, og han må tage rigtig meget over i perioder, når jeg har det dårligt. Han tager det ikke så tungt og vil gerne hjælpe, og siger jo også, at det ikke er min skyld, at det er sådan. Det er det heller ikke, men jeg føler mig totalt nyttesløs og ubrugelig og som en klods om benet, især i de perioder hvor sygdom af den ene eller anden art fylder rigtig meget hos mig.
Jeg kan heldigvis mere i de perioder, hvor jeg har det bedre med færre symptomer, men det er aldrig til at sige, hvor længe dårlige perioder varer. Og nogle gange er jeg så uheldig, at når en dårlig periode med symptomer på én af mine sygdomme slutter, så sætter symptomer på en anden gang i en ny.
Jeg ville ønske, at livet var bare lidt nemmere. Vi vil så gerne ud og rejse og i det hele taget gerne mere ud, også bare herhjemme - ud at spise eller opleve noget, men det er bare rigtig svært især pga. mine problemer med maven. Når der er så meget, jeg ikke kan tåle at spise - eller for at sige det på en anden måde: når der er så få ting, jeg kan spise uden at få det dårligt - er det meget svært og risikabelt at tage nogen vegne.
Jeg har svært ved at se, at situationen skulle ændre sig, for helbredsmæssigt er det kun gået ned ad bakke for mig de sidste 9-10 år. Det kunne være rart, hvis tingene for en gangs skyld ville ændre sig til min/vores fordel.
Bloggen her er for mig et samlingspunkt for mit liv og mine interesser, så den bliver ofte lige så meget dagbog, som at det handler om mad eller fotografi eller de andre ting, I kan læse om herinde. Jeg har brug for at få lidt luft for mine tanker, og det hjælper lidt at skrive om dem her på bloggen. Jeg ved godt, at det for de fleste måske ikke er lige så interessant, hvis de kommer for at se den mad, jeg laver, men så må de springe de her lange indlæg over. Jeg har bloggen for min egen skyld og bruger den, som jeg har brug for. Så må folk læse med på det, de har lyst til.
Det er nok igen min dårlige samvittighed og en indre stemme, der siger, at min sygdom fylder for meget, og folk ikke gider høre om den, der gør, at jeg føler, jeg skal retfærdiggøre, at jeg skriver om det her på bloggen. Men det er noget, jeg har behov for at gøre, at skrive om det, så må folk (og min indre negative stemme) leve med, at det er sådan. Punktum.
Nu er Christian endelig færdig på arbejdet og klar til at køre hjem, et par timere senere end normalt. Så jeg kan gå i gang med kartoflerne. Han skal handle lidt på vej hjem for os, et par småting, så forhåbentlig passer det med, at maden er færdig, når han kommer hjem. Han arbejder jo en lille times kørsel herfra, så det tager noget tid at køre hjem.
Jeg glæder mig til, at det snart er weekend, så jeg har ham lidt mere hjemme. Livet virker altid lidt mere overskueligt, når han er her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar