fredag den 6. juli 2012

Nyt legetøj!

Som jeg skrev i går, er vi nu de glade ejere af en sort Bamix Swissline. Nøj, den er fin! Det kunne heller ikke gå hurtigt nok med at få den afprøvet, så det blev den i går, efter vi havde grillet. Lavede en frisk jordbærmilkshake til os. Det var en fin debut. Bamix'en blendede uden problemer jordbærene, og lavede milkshaken på ingen tid. Den skal vi helt sikkert nok blive glade for i fremtiden :)




Det sværeste er næsten at finde ud af, hvad jeg har lyst til at lave med den, for der er jo ret mange muligheder. Her er det nyeste familiemedlem i vores lille køkkenfamlie ;)



Der medfulgte også en processor, der er en lille kværn/foodprocessorattatchment, som kan kværne og lave andre ting. Har i hvert fald en plan om at skulle kværne nogle nødder i den nærmeste fremtid, da jeg har planer om at prøve at lave nogle hjemmelavede müslibarer. Jeg har utrolig mange småprojekter, jeg godt kunne tænke mig at komme i gang med, men vi skal også lige kunne indtage alle mine resultater, og vi kan altså ikke rumme alt for meget sukker og brød mv. ad gangen, hvis vi ikke vil ende op i hvalstørrelse.

Her får du min opskrift på jordbærmilkshaken :)


Jordbærmilkshake (ca. 2 personer)

130 g friske jordbær (frosne kan også bruges)
1.3 dl mælk
90 g vanilleis
1 stor tsk vanillesukker

Rens jordbærene og sæt dem i køleskabet, til de er godt kolde. Smid dem alternativt en tur i fryseren. Put jordbær og mælk i en blender (jeg bruger bare Bamix'ens tilhørende krus til blendningen) og kør, til jordbærene er smadret ud i mælken. Tilsæt vanilleis og kør igen på maskinen, til det er opløst. Smag til sidst til med vanillesukker.

Det her giver en tyk, let frisk milkshake. Hvis du vil have en, der er lidt tyndere i konsistensen, kan du nøjes med at putte 65 g is i i stedet. Vil du have den sødere, kan du tilsætte lidt ekstra flormelis. Flormelis opløses nemmere i væsken end sukker, så det vil jeg anbefale, du bruger, hvis du vil have den sødere.
Hvis jordbærene er kølet godt ned og evt. halvfrosne, sørger de for, at temperaturen på din milkshake holdes koldere længere :)

Her er resultatet:



Det var en noget hård dag i går. Det var svært at få svunget sig op til at forberede vores aftensmad og i det hele taget holde sig i gang. Jeg måtte vente til midt på eftermiddagen, før pakken med Bamix'en kom, og jeg føler mig ret begrænset, når jeg går og venter på en pakke. Det er en stor stressfaktor for mig. Så det er rart, at den nu er ankommet og vi allerede har fået leget lidt med den :)

Vi endte med bare at sidde og se lidt X-files i går aftes, der er serien, vi pt. er i gang med. En af mine favoritserier of all time. Den blander mystiske fænomener (et emne, der altid har interesseret mig, lige siden jeg var barn) med krimiserieelementer og humor i lige den rette dosis, så det er dejligt, at vi er kommet i gang med den igen. Pt. er vi dog stadig i afsnit, jeg har set inden for de sidste år, da Tv2 Zulu begyndte at sende dem en overgang, men pludselig stoppede med det igen, så jeg glæder mig til, at vi kommer forbi det punkt i afsnittene, så jeg kan blive lidt mere overrasket igen over de afsnit, jeg ikke har set siden 90'erne. 

Ufatteligt, at den serie næsten allerede er 20 år gammel. Man ser det nemmest på teknologien. I gårsdagens afsnit sad Scully på internettet, der bare var grøn skrift på en sort skærm. Der er godt nok sket noget siden. Jeg kan godt huske, da alting var noget mere primitivt, og vi skulle lære at bruge nettet for første gang. Der har jeg næsten allerede været teenager, tror jeg. I dag lærer børn det jo noget hurtigere, ligesom det også er normalt at have en computer i hvert hjem. Hos os fik vi først computer, da jeg gik i 10. klasse og var en 16-17 år. Og det var uden internet.

Men ud over de der teknologiske ting (og deres meget 90'eragtige påklædning ;)) så er serien meget up to date, synes jeg. Man føler sig ikke hensat til en helt anden tid, når man ser den. Der er heldigvis 9 sæsoner, så vi har mange afsnit foran os endnu :)

I dag bliver vist en dag, hvor jeg vil tage den lidt med ro. Vi skal have nogle grillspyd i aften med marineret kylling og grøntsager, men jeg har marineret kyllingen i går, så spydene skal bare samles, når jeg har gjort grøntsagerne klar, så der er vist ikke så meget arbejde i det, heldigvis. 
Det er også noget af en gråvejrsdag i dag. DMI havde lovet skybrud, men her har vi højst fået støvregn. Haven kunne ellers godt have brugt lidt mere vand. Dog er det gråt udenfor, hvilket er rart, når man har en dag, hvor man ikke lige har lyst til at lave det store. Heldigvis er det fredag, så Christian er lidt tidligere hjemme, hvis han ikke lige sidder med noget, der skal afsluttes, før han kan køre. Det kan man aldrig vide. Men jeg glæder mig, til han kommer hjem og vi kan holde weekend. Der er heldigvis ikke mange timer til.

2 kommentarer:

  1. Ååårh, jeg kunne også godt tænke mig en Bamix!
    Forøvrigt er det også virkelig godt, hvis du bytter mælken ud med koldskål (så behøver du heller ikke tilsætte så meget flormelis) - det giver den lækreste jordbærmilkshake!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kan desværre ikke tåle syrligheden i koldskål, så det går ikke :( Men tak for tippet. Der var slet ikke flormelis i den ovenstående opskrift. Isen gør den sød nok, synes jeg. I hvert fald hvis man godt kan lide den frisk. Ellers kan man jo tilsætte lidt, hvis det er :)

      Men jeg kan godt forestille mig, at det smager godt med koldskål. :) Jeg elsker koldskål, men kan desværre ikke tåle det pga. min sarte mave, øv. Kunne ellers godt lige hapse sådan en portion godt med kammerjunkere!

      Slet