tirsdag den 22. maj 2012

Sommervejr - på godt og ondt

Der er mange ting, jeg holder af ved sommeren:

Man kan tørre tøj på ingen tid udenfor og derfor nå at få klaret flere maskiner på én dag. Tøjet kommer oven i købet til at dufte fantastisk af en udetørring.

Griltid! Mad på grillen smager altså bare lidt bedre, måske især fordi det er så utrolig hyggeligt at sidde og tilberede maden sammen, og så får man også ofte lidt anden mad, når man griller. Det gør vi i hvert fald.

Livet i haven. Som makrofotograf er sommeren helt klart højsæsonen, når man er vild med natur og insektliv som motiver. Der er flere farver i haven, og man har mulighed for at plante blomster mv., så der er smukt udenfor. Kattene nyder også, når solen skinner.



Strandture. Det har jeg dog ikke gjort i nogle år, men jeg håber, vi kommer afsted i år. Det er dejligt at bade i havet om sommeren, når varmen bliver for slem.

Man kan nøjes med at hoppe i et par sandaler, når man skal til købmanden, og så slipper man for at skulle have en masse overtøj på det meste af tiden.

Tivoliture og andre hyggelige udflugter.


Men så er der også alt det andet:

Myg! Der er helt sikkert nogen, der har fået en hjerneblødning, da det lille møgdyr blev skabt. Jeg er allergisk over for myggestik, og stikkene hæver op til bordtennisboldstore plamager, der gør møg ondt. Engang blev jeg stukket i panden af en myg. Lignede elefantmanden en hel uge, før hævelsen begyndte at fortage sig :-/

Flittige naboer med have- eller gør-det-selv-projekter, der helst skal starte, før fanden får sko på, uanset om det er hverdag eller weekend. De sidste to morgener har jeg endelig fået ro for naboens hund, men nu er der en anden nabo med et projekt et sted, der indebærer en rundsav, og det skal helst i gang før kl 9. Når man så giver op og ikke kan sove mere, laver de ikke en lyd resten af dagen.

Det bliver tidligt lyst, hvilket betyder fuglesang kl. halv fire om morgenen og bragende sol ind gennem soveværelsesvinduet tidligt på formiddagen. Så bliver soveværelset som en sauna, for selvom man har døren til haven åben til halv tolv (det havde vi i går), kommer man ikke under 26 grader i huset før sengetid. Det giver ikke ligefrem bedre søvn.

Uendelig mængde havearbejde, der altid skal laves. Især når man har en græsplæne, der er invaderet af ukrudt, som vores er. Det er dog mest Christian, der går og laver ting i haven, da jeg har dårlig ryg og en begrænset mængde energi at give af. Men hjælper til, hvor jeg kan.

Hvepse! Jeg synes, at hvepse er spændende som motiv i makrofotografi, men jeg er dødsensbange for dem. Og de er altid så nærgående og nogle gange aggressive.

Og så er det pausetid for alle de gode serier og programmer, man følger med i.

Varmen! Top 1 over det, der er mest irriterende ved sommeren. Jeg er - med min blege krop, der ikke kan tage mod eller tåle sol, og mit dertil hørende let rødlige hår - bare ikke bygget til 30 grader! Det er jo umenneskeligt! Lige netop i dag er sådan en dag, hvor varmen bare er alt for meget. Her er over 30 grader i stuen, selvom her er rullet for og døren står åben til haven, og udenfor er der helt vindstille og ulideligt varmt. Nej giv mig maks 25 grader, så er jeg glad.
Al den sol nødvendiggør også solcreme, og jeg hader den fedtede, klistrede fornemmelse at være smurt ind i det. Men pga. min bleghed er det nødvendigt. Så jeg har factor 30 fedtet ud over det hele lige nu og klææææber til sofaen, mens jeg skriver dette.

Så det er vist ikke så sært, at jeg glæder mig til de næste dage, hvor temperaturen falder en del. Varme kan være dejlig, men som den er nu, er det ulideligt! Slet ikke til at holde ud. Jeg bliver rigtig dårlig pga. varmen, så lige nu forbander jeg den langt væk. 
Jeg har været ude og fylde fuglebadene og kattenes vandskål op udenfor, så der er rigeligt vand derude, hvis de skulle få brug for det. Fuglebadene er jo for fuglenes skyld, men kattene tror klart, at det er der for deres :D

Ingen kommentarer:

Send en kommentar