mandag den 26. marts 2012

Moccaroulade

I morgen aften får vi besøg af Christians forældre til en kop kaffe, så derfor har jeg været i køkkenet i dag for at forberede lidt til i morgen.

Valget faldt på en roulade med en moccacreme, jeg plejer at bruge på lagkagebunde. Jeg har et helt særligt forhold til den, da den har en historie. Det er nemlig min mormors opskrift, og moccalagkagen var grevens favorit, da hun arbejdede på Rosenvold slot, har min mor fortalt. Det var i øvrigt også en lagkage, som min mormor lavede ofte til min mors fødselsdag, da hun var barn, og min mor elskede den også.

Men som sagt har jeg brugt den som fyld i en roulade i dag. Jeg har lavet den i dag, så den når at trække lidt inden i morgen, da den bliver bedre af det. Den har en skøn smag.


Moccaroulade

Moccacreme:
Kaffecreme
50 g margarine (eller smør)
1½ spsk mel
1 kop stærk kaffe (ca. 1½ dl)
Lidt mælk (ca. 1/4 dl)
Kakao

Smørcreme
250 g margarine (eller smør)
1 past. æggeblomme
Flormelis

Roulade
3 æg
125 g sukker
50 g kartoffelmel
1 spsk hvedemel
2 tsk bagepulver
50 g margarine (eller smør)

Kaffecremen
Smelt margarinen og rør melet i til en jævning. Tilsæt kaffen og rør godt, mens det koger sammen. Tilsæt lidt mælk og derefter kakao, til det ca. ser ud som kakaomælk i farven.
Lad cremen køle ned til stuetemperatur.

Smørcreme
Rør margarinen sammen med æggeblommen, til det er en blød creme. Rør flormelis i lidt ad gangen, til det er en meget sød smørcreme.

Når kaffecremen er kølet af, røres den sammen med smørcremen. Pisk godt, så alt er blandet godt sammen. Smag på den. Tilsæt mere flormelis, hvis den ikke er sød nok.

Roulade
Del æggene. Pisk æggehviderne meget stive. Pisk derefter sukkeret i lidt ad gangen. Vend forsigtigt æggeblommerne i.

Smelt margarinen. Bland mel, kartoffelmel og bagepulver og sigt det i dejen. Vend det forsigtigt ind i dejen sammen med margarinen.

Læg et stykke bagepapir på en bageplade og hæld dejen ud herpå. Fordel det i en stor firkant, der fylder hele bagepladen.

Bag rouladen midt i ovnen ved 200 grader ca. 8-10 minutter, til den er gylden midtpå og kanterne har fået farve.

Læg et andet stykke bagepapir på køkkenbordet og drys det med sukker. Når rouladen er færdigbagt, vendes den på hovedet ned i sukkeret. Fugt bagepapiret på bagsiden og træk det forsigtigt af. Lad rouladen køle meget af, før fyldet smørres på.

Når rouladen er rullet sammen om fyldet, smørres et tyndt lag moccacreme udenpå også. Stil den i køleskabet, gerne til dagen efter.

Kaffecremen koges sammen.



Smørcremen røres sammen med kaffecremen.



Rouladedejen fordeles på bagepladen.


Den færdigbagte roulade vendes ud på et sukkerdrysset
stykke bagepapir. Fugt bagsiden og pil papiret af.


Moccacremen smørres ud over rouladen og den rulles.


Her er et par skiver af rouladen, før den blev smurt udenpå
med moccacremen. Det var nødvendigt at skære lidt fra, da
mit fad ikke var så langt som rouladen ;)


Den færdige roulade.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar