søndag den 4. marts 2012

Luftige chokoladeboller

Tingene går lidt sløvt herhjemme for tiden, fordi jeg ingen energi har og Christian har meget at se til på arbejdet, så vi er ret flade, så det har været en "tag tingene som de kommer"-agtig weekend, hvor vi har ikke har haft planlagt at skulle lave noget, så vi kunne slappe af og samle lidt kræfter. Men sådan bliver det jo aldrig helt, for der er altid et eller andet, man gerne vil nå eller lige kan lave, nu man alligevel går herhjemme. Vi har dog fået slappet af ind imellem, og det er jo også rart at få lavet lidt.

I går var jeg en tur i H&M, hvor jeg fik brugt det sidste af det gavekort, jeg fik af Christian i fødselsdagsgave. Da jeg kom hjem, havde jeg lyst til at bage noget, og det blev til en omgang chokoladeboller efter en grundopskrift på teboller fra Meyers Bageri-bogen.
Langt det meste bagværk i den bog er noget, der tager rigtig lang tid at lave pga. lange hævetider, men det giver nogle suveræne resultater, så man bør ikke lade sig skræmme væk af. Det er ventetiden værd!

De her chokoladeboller er sødlige og superluftige, som gode teboller er, og chokoladen sætter virkelig prikken over i'et. Derfor bør man også vælge en chokolade af god kvalitet. Jeg brugte Toms mørke chokolade.

 



Chokoladeboller (20 stk.)

5 dl lunkent vand
25 g gær
2 æg
900 g hvedemel (jeg brugte Økologisk Bornholmsk hvedemel med højt proteinindhold)
75 g sukker
15 g havsalt
75 g blød margarine eller smør
200 g grofthakket mørk chokolade af god kvalitet (med ca. 50 % kakao)
1 æg til pensling

Jeg lavede kun halv portion af den her opskrift i går, og fik altså 10 boller. Jeg puttede kun 80 g chokolade i dejen, og jeg synes, der godt kunne have været mere chokolade i, så jeg vil tro, at det er mere passende med 200 g til 20 boller. Men prøv jer frem. Det kan jo være lidt forskelligt, hvor meget man vil have chokolade til at fylde i forhold til bollen.

Rør gæren ud i vandet. Rør sukker, salt og æg i. Rør melet i og ælt dejen godt.

Skær det bløde margarine ud i mindre stykker og ælt det godt ind i dejen, så det bliver fuldt optaget i dejen.

Ælt chokoladen ind i dejen, og ælt den yderligere et par minutter.
Lad dejen forhæve tildækket i 2 timer.

Rul dejen til en pølse og del den i 20 lige store stykker. Rul hver stykke til en boller og sæt dem på en bageplade med bagepapir (jeg havde 10 på én plade. Det kunne godt lade sig gøre. De groede bare en lille smule sammen, men det gjorde ikke noget, synes jeg). Sørg for så vidt muligt at få rullet bollerne, så chokoladen ikke stikker ud af bollerne, for så smelter den ud af dem under bagningen.

Lad bollerne efterhæve tildækket til dobbelt størrelse, 1-2 timer (mine fik knap 2 timers efterhævning).

Pensl bollerne med sammenpisket æg og bag dem midt i ovnen ca. 10-12 minutter ved 220 grader. Lad dem køle af på en rist.

Bollerne kan fryses, og man kan putte andre ting i i stedet for chokolade, hvis man ikke er til det, f.eks. rosiner eller bare kardemomme, så det bliver en slags krydderbolle.

Det er nogle superbløde boller, og de er allerede spist, så de har været populære. Vi sendte seks ned til Christians forældre i går aftes, og Christian spiste to i går og de sidste i eftermiddags, så man må sige, at de hurtigt har fået ben at gå på ;)
Jeg fik en bid i går med minimum chokolade i (jeg kan jo desværre ikke tåle chokolade), så jeg lige kunne smage, hvordan bollen var, og den var rigtig god, synes jeg. Sød, som den skal være, uden at være for sød.

Chokoladen hakkes groft.

Dejen røres sammen og æltes godt. Stilles til forhævning.

Efter forhævning formes bollerne og lægges til efterhævning
på en bageplade.

Efter efterhævningen. Bollerne er vokset til dobbelt størrelse.


De færdige boller.



I morgen starter Christian på det kursus, han skal være på den næste uges tid. Der skal han lære noget om det nye IT-system, som hans firma for nyligt har indført. Det bliver sikkert spændende men også hårdt for ham at skulle "tilbage på skolebænken". Man bliver træt på en anden måde, når man skal sidde og lære noget hele dagen.

I aften fik vi igen de pandekager med kødfyld, som jeg bloggede om herinde i sidste uge. De er nu ret suveræne. Og så fik jeg brugt det sidste af hvidkålet. Men det er nu bedst at lave pandekagerne på forhånd, så man kun senere skal lave fyldet, rulle og gratinere dem, for ellers kommer man til at stå rigtig længe over det. Jeg lavede vores i eftermiddags, og så røg de i køleskabet. Så var de klar til at få fyld på, da det var klart i aften :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar