onsdag den 8. februar 2012

Gammeldags grydekylling med brun sovs

I den her uge har Rema1000 tilbud på ferske kyllinger, og eftersom det var lang tid siden, vi havde fået en gammeldags, grydestegt kylling, var det oplagt at sætte det på madplanen i den her uge.

Det er en ret, jeg kan huske rigtig godt fra min barndom, og det er noget, jeg altid har elsket. Jeg husker for nogle år siden, mens min farmor stadig levede, at vi var på besøg hos hende en sommerdag, hvor hun havde lavet den her ret og lavet hjemmelavet agurkesalat til, og det var bare helt fantastisk! Ikke mindst også fordi vi kunne sidde der i hendes have og spise den.

Til aftenens kylling er der ikke hjemmelavet agurkesalat til men blot nogle købte syltede agurker, og kun til Christian, da min mave slet ikke kan klare det sure mere, så derfor er det også hans tallerken, der er et billede af herunder med aftenens mad. Det var rigtig lækkert :)




Gammeldags grydekylling med brun sovs

1 kylling (ca. 1300 g - svarer til, hvad 2-3 personer kan spise)
1 stor dusk persille
2 dl vand
1 dl fløde (jeg brugte kaffefløde)
Ca. 1 spsk mel
Madkulør, salt og peber

Rens kyllingen for indmad, hvis den indeholder sådan noget, og fjern overflødigt fedt ved åbningen bagi.

Skyl persillen grundigt og stop den ind i kyllingen. Luk med kødnåle ved rumpen og halsen.

Brun kyllingen på alle sider i en stor gryde i margarine eller smør. Krydr kyllingen med salt og peber.

Læg kyllingen på siden og tilsæt vandet. Skru ned, så vandet lige koger, og læg låget på. Lad kyllingen småkoge i 45-60 minutter. Vend den nogle gange undervejs. Jeg plejer at give den ca. 15 minutter på hver side. 

Test evt. med et stegetermometer, om den har fået nok. Temperaturen skal være 79 grader.

Tag kyllingen op og hold den varm under sølvpapir, mens sovsen laves.

Rør fløde sammen med mel. Sørg for at få rørt alle klumper ud. Rør det i stegeskyen og lad det hele koge op under omrøring, til det er blevet tykkere. Det bliver en forholdsvis tynd sovs. Vil man have en, der er tykkere, kan man i stedet røre maizenamel ud i fløden og tilsætte den lidt ad gangen, mens det koger op. Det tykner sovsen meget mere, så hold lidt igen. Det er bedre at tilsætte lidt fløde uden mel til sidst, hvis du ikke får brugt hele fløde/maizenablandingen, så sovsen ikke bliver sådan en, man kan skære skiver af ;)
Tilsæt til sidst kulør, til du har den farve, du ønsker, og smag til med salt.


Kyllingen fyldes med persille og lukkes med kødnåle.

Kyllingen brunes, krydres og lægges på siden.
Vand tilsættes, og kyllingen simrer i 45-60 minutter.

Kyllingen er færdig og holdes varm, mens sovsen laves.

Aftenens tallerken.



Jeg har lige sendt Christian afsted i fotoklubben, så jeg er alene hjemme i aften. I hvert fald i nogle timer. Så kan jeg få opdateret bloggen her og måske se noget af det der dødssyge reality-tv, som han hader ;) Hvis der da kommer noget interessant i aften.

Vi fik afprøvet Bet your brain den anden aften. Det var faktisk ret sjovt at spille, så det er ikke noget dårligt køb. Dog kunne vi se, at det i nogle kategorier er oplagt, at man skal spille i hold, da der er lidt for mange holdspørgsmål. Men det er en noget anden form for paratvidensspil end dem, vi plejer at spille. For her kan man faktisk vinde på at være taktisk og satse på modstandernes viden. Man skal nemlig før hvert spørgsmål satse nogle "mønter" på, om ens modstander svarer rigtigt eller forkert, og har man ret, vinder man flere mønter. Og man satser også selv, før hvert spørgsmål man selv får, satse mønter på, om man tror, man kan svare på spørgsmålet i kategorien.

Vi glæder os til at spille det med nogle flere og evt. i hold. Det er et spil, hvor de fleste kan være med, tror jeg :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar