Det er meget lang tid siden, jeg sidst her skrevet herinde. Forløbet omkring min galdestensoperation blev ikke det hurtigt overståede indgreb, jeg havde troet, hvilket I, der kender mig, jo godt er klar over nu. Det blev alt andet end det.
Pudsigt nok havde jeg før operationen kun bekymret mig for, om det nu gik godt under narkosen, da der jo er en risiko for at være under, og jeg havde endda gået så langt som til at overveje, hvem der skulle arve specifikke ting, hvis jeg ville have nogen indflydelse på det. Men det skulle vise sig, at selve operationen var a walk in the park i for hold til det forløb, jeg efterfølgende skulle igennem.
Operationen tog dobbelt så lang tid som forventet, da min galdeblære var meget betændt, men jeg blev alligevel sendt hjem samme dag. De næste dage var slemme med smerterne, men alligevel blev det meget værre, da jeg to dage efter stod op og fik de værste smerter, jeg nogensinde har oplevet, og det siger ikke så lidt. Jeg kunne ikke andet end at ligge og skrige af smerte. Heldigvis arbejdede Christian hjemme den dag, så jeg var ikke alene. Han ringede 112 og de sendte straks en ambulance, og så røg jeg ellers afsted med fuld udrykning til Slagelse sygehus.
Det var en meget skræmmende oplevelse. Også bare turen i ambulancen. Da jeg røg afsted, måtte jeg virkelig ligge og prøve at fokusere på ikke at hyperventilere pga. angst. Jeg havde meget svært ved at holde tanken om, at det måtte have været sådan der, min mor oplevede det, da hun røg afsted med ambulancen, kort før hun døde for 7 år siden.
Mit første møde med Slagelse sygehus kan jeg ikke ligefrem påstå, var særligt godt. Der blev lavet nogle undersøgelser og en ultralyd, der påviste væske i bughulen, men det blev ikke undersøgt hvilken væske, det var. De gik bare ud fra, at det måtte være blod efter operationen to dage før. Hvilket også var ret sandsynligt.
Men da jeg blev kørt tilbage fra ultralyden til det skadestuerum, kom smerterne igen. De var fuldstændigt uudholdelige, og jeg lå og skreg i 20 minutter (!!), før der kom nogen og ville hjælpe mig. Og den medicin, de kunne tilbyde mig, hjalp ikke meget.
Jeg blev kørt på 24 timersafdelingen, og her fik jeg med jævne mellemrum de samme smerteanfald, hvor jeg bare lå og skreg. Jeg blev proppet fuld af smertestillende, som ikke andet end tog toppen af smerterne for ½-1 time ad gangen, og fik helt sikkert for meget det døgn.
Det værste er næsten, at jeg nu efter forløbet med min indlæggelse på mave-tarmafdelingen ved, at de kunne have smertedækket mig bedre, så jeg ikke skulle have været igennem helvede det døgn.
Og jeg kunne også godt have undværet at blive mødt med den hårde behandling fra sygeplejerskerne på den afdeling, primært en, der efter at have givet mig smertestillende med så stort besvær, at jeg lå og skreg og skreg af smerte, da jeg skulle have den, mente, at jeg bare selv skulle komme op af sengen og gå den for mig lange tur ud på toilettet, da jeg skulle derud. Hvilket jo var helt uforståeligt, når hun kunne se, hvor mange smerter jeg havde. Smerter, der kom igen, hver gang jeg bevægede mig. Jeg endte faktisk med at ligge med benene meget spredt, så de stak ud i fodenden af sengen og jeg lå meget akavet, fordi jeg gled længere og længere ned i sengen, da jeg ikke kunne løfte mig selv op, fordi det gav nye smerteanfald, hver gang jeg bevægede mig.
Til mit held var der jordens sødeste sosu-assistent derinde, der bare var helt fantastisk. Hun hjalp mig med et bækken i sengen og tog sig god tid til at snakke med mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden hende den aften.
Dagen efter var der nyt personale, og de fik mig hevet op af sengen og kom på toilettet. Det var slemt, men jeg vil tro, at der har været en pause fra galden der, for jeg undgik i hvert fald nye smerteanfald af samme kaliber. Og blev derfor sendt hjem den dag, uden de gjorde mere.
Jeg havde nogle hårde dage herhjemme, hvor jeg dog ikke fik de smerteanfald i dagene efter. Men tre dage efter jeg blev udskrevet, var den gal igen. Smerterne tog til, og de var meget værre den dag. Jeg måtte akut til lægen, som udskrev morfin til mig. Men de piller hjalp ikke, og det blev bare værre. Christians forældre kom herop og sad hos mig (han var selv på arbejde), og vi måtte have fat i endnu en læge nogle timer efter, da morfinen intet hjalp. Det var meningen, jeg skulle køre ned til ham, men det var fuldstændigt umuligt, da jeg kun lige kunne rejse mig af stolen men ingen vegne gå.
Lægen kom herhjem, og han bestilte ret hurtigt en ambulance, da der var mistanke om lækage af galde i bughulen. Men jeg måtte ikke få noget særligt smertestillende, da lægerne i Slagelse skulle kunne se omfanget af mine smerter. Så jeg fik en injektion af noget, der ikke rigtigt havde den store effekt.
Ambulancen var her inden ret længe. Det var nogle superflinke falckfolk, og de hjalp mig på toilettet, for jeg kunne ikke selv komme nogle vegne. Det var rigtig svært at komme derud. Bagefter fik de mig båret ned til ambulancen i sådan en stol med larvefødder. Det var en lang og smertefuld tur derned, og jeg skreg af smerte, da de lagde mig over på båren. Var totalt i chok og rystede over hele kroppen.
Christian nåede at komme fra arbejde, inden vi kørte, og han kørte afsted efter ambulancen.
Det var en hård tur på vej til sygehuset. Jeg havde så ufatteligt ondt og min krop rystede af chok. Den falckmand, der sad bagi sammen med mig, var heldigvis rigtig rar. Han lignede også min onkel en del. Han holdt mig i hånden på vej derind og snakkede mig mig. Det hjalp lidt på det.
På sygehuset blev vi placeret på skadestuen igen. Her fik vi lov at vente i tre timer, før der var en mave-tarmkirurg, der havde tid til at komme og snakke med os. Og før jeg måtte få noget smertestillende. Men i det mindste var jeg på sygehuset igen. Han mente, at jeg skulle have dræn i bughulen, så de kunne se, om det var galde, hvilket de mistænkte. Men det var sent om aftenen, og der ville ikke ske noget før næste dag. Han kunne også fortælle mig, at jeg ikke igen skulle ligge med så slemme smerter. For de kunne give morfin i injektion, og der var ingen grænse for, hvor meget de måtte give. De kunne give mig, til jeg blev smertefri. Det fik jeg at mærke, da han var gået. Der kom en sygeplejerske og gav mig morfin i injektion, og det hjalp med det samme! Hvis de dog bare havde gjort det, sidst jeg var indlagt!
Jeg blev kørt op på mave-tarmafdelingen A2, hvor jeg skulle sove til næste dag inden indgrebet. Blev mødt af en sød sosu-assistent eller sygeplejerske (fandt aldrig ud af, hvad hun var), der sørgede for noget mad til mig og gav mig mere smertestillende, da den første injektion stoppede med at virke. Nu var der heldigvis håb forude.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar