torsdag den 3. november 2011

Hurra!

Jeg fik et dejligt telefonopkald her til morgen fra privathospitalet. Overraskende nok havde de allerede hørt fra Holbæk sygehus, og de havde givet grønt lys for, at hospitalet kunne lave MR-scanningen. Det er jo bare supergodt! Jeg kunne få en tid allerede på mandag, så jeg håber, at det betyder, at jeg kan få svaret på onsdag, når lægen er på hospitalet igen. Så jeg kan få operationen overstået snart.

Det er godt nok noget af en lettelse. Nu kan jeg igen se tingene skride lidt fremad  igen, og det er virkelig rart. Det er så frustrerende ikke at vide, hvornår der sker noget, når man sidder med smerterne her, og man helst bare vil have det hele overstået.
De sidste dage har jeg haft ondt i tarmene også, men jeg håber, det er noget, der forsvinder af sig selv. Det var der, jeg havde store problemer for 1½ år siden efter en periode med ekstrem stress, og vi har lige været igennem en meget stressende periode, så jeg frygter lidt, at det vil komme tilbage igen. Men jeg krydser fingre for, at det forsvinder af sig selv igen, før det bliver værre.

Det kan godt være, at det ser ud, som om alt går op i sygdom (eller katte :) ) i mit liv, i hvert fald lige nu, når man læser mine blogindlæg herinde. Det gør det nu ikke, men det fylder rigtig meget i mit liv, hvilket jo også er grunden til, at jeg er førtidspensionist. Heldigvis fylder sygdom ikke altid lige meget, og jeg har perioder, hvor jeg ikke mærker meget til hverken det fysiske eller psykiske. Lige nu fylder det bare ret meget, fordi jeg har ondt rigtig meget af tiden.

Jeg glæder mig bare så meget til at være ovenpå igen, så jeg kan komme ude af huset noget mere. Vi skal en tur ud og spise med Christians forældre, når jeg har det bedre, og det er jo også snart december, så der skal til at tænkes på at købe julegaver og alt det, der hører julen til. Men jeg har bestemt mig for, at jeg ikke gider nogen form for stress i december eller til jul i det hele taget i år. Min krop har sagt fra pga. stress de sidste 2-3 måneder nu, og jeg vil helst ikke have, at det bliver lige så slemt et forløb, som jeg har haft tidligere. Jeg ved ikke endnu, hvad vi gør med julen. Har simpelthen ikke haft overskud til at få snakket med nogen om det endnu, da det er en ret stor stressfaktor for mig. Nu må vi se, hvad der sker...

Afslutter lige med et billede af vores lille patient. Det går rigtig godt med ham. Han har vænnet sig til kun at have ét øje, og syningen ser også rigtig pæn ud efterhånden. Det hjælper også, når der kommer pels på igen.

tirsdag den 1. november 2011

Rigtig mad!

På trods af at jeg har haft en dum dag i dag, fik jeg samlet mig om at lave ordentlig mad. Den mad, vi har fået, mens jeg har været syg, har mest været hurtig mad (pastaretter, suppe, risengrød og den slags), fordi jeg har ondt rigtig meget af tiden eller bare er helt vildt udmattet efter smerterne.
Men i lørdags var jeg ude og handle med Christians far (som var så flink at køre mig i Rema, da Christian jo ikke har været hjemme det meste af weekenden), og der fandt jeg en lille steg af sammensnørret nakkesteg, som jeg tænkte, vi kunne fryse ned, hvis jeg ikke orkede at få det lavet, inden holbarheden løb ud.


Det var også meningen, vi skulle have haft noget andet i dag, men vi trænger til noget ordentlig mad, så jeg bestemte mig for, at i aften ville jeg altså lave den, selvom jeg ikke havde det store overskud. Og det blev bare rigtig lækkert. Heldigvis har jeg en sød kæreste, der gider vaske lidt op efter min madlavning, så det var jo rigtig dejligt. For energien slipper hurtigt op for tiden.

Jeg rødvinsbraiserede den og lavede ovnbagte rodfrugter til. Da stegen var færdig, lavede jeg rødvinssauce af væsken. Jeg bruger i øvrigt samme fremgangsmåde, når jeg laver gammeldags oksesteg, fordi sovsen bare bliver suveræn af det :)


Rødvinsbraiseret nakkesteg med ovnbagte rodfrugter
En snørret nakkesteg (vores var måske omkring 700-1000 g - vi skal have rester i morgen)
6-8 fed hvidløg
3 dl vand
2 dl rødvin
2 tsk salt
3 lauerbærblade
½-1 tsk tørret timian
Kaffefløde (måske omkring 1 dl, men smag til)

Rodfrugterne:
3-4 meget store gulerødder eller flere mindre
1 knoldselleri
5-6 store rødløg
1-2 bagekartofler eller 4 mellemstore almindelige
Ca. 1 spsk. olie (raps eller solsikke)
Lidt salt
Kviste af frisk timian


Stegen:
Pil hvidløgene. Brun stegen af i en stor gryde sammen med hvidløgene. Tilsæt vand og vin, salt, lauerbærblade og timian, og lad det hele småkoge i 2-2½ time (en gammeldags oksesteg får lov at simre i 3 timer).
Når stegen er færdig med at simre, tages den op og holdes varm under sølvpapir. Si hvidløgene og lauerbærbladene fra og jævn sovsen, f.eks. med sovsejævner eller maizenamel rørt ud i lidt kold vand eller fløde. Smag sovsen til med fløden. I sig selv er den ret bitter, og fløden runder den af. Hvor meget fløde man vil tilsætte, er nok en smagssag. Tilsæt lidt madkulør, hvis den bliver for bleg.

Ovnbagte rodfrugter:
Skræl og pil grøntsagerne. Skær dem ud i lige store stave (ikke alt for tynde, for de svinder ret meget ind, men heller ikke kæmpe store stave, for så tager det meget længe at få dem færdige) og kom dem i en 4 liters frysepose (det passer med en portion til to mennesker).
Tilsæt olien til posen, og vend grøntsagerne godt rundt. Hæld dem ud på en bageplade med bagepapir og fordel dem, så de ligger i et jævnt lag. Drys med lidt salt, og læg rigeligt med timiankviste ovenpå.
Bag grøntsagerne i ovnen ved 200 grader i ca. en time. Bagetiden kommer meget an på, hvor store stave, grøntsagerne er skåret ud i og hvor tykt et lag, de ligger i. Når de er færdige, er de gyldne, og gulerødder og selleri er svundet lidt ind








Vi har også fået købt ind her til aften. Det er stadigvæk efter en madplan, hvor tingene ikke tager alt for lang tid og energi at lave, men det er ret sund kost, som sædvanlig. Det er rart at have tingene hjemme. Så kan jeg bytte lidt rundt på dagene, hvis det er nødvendigt, eller vi har lyst til noget andet end det, der står på madplanen den dag.

Et skridt frem og to tilbage

Så fik jeg forsamtalen overstået. Var afsted i går. Turen frem og tilbage var virkelig slem, og det er ikke, fordi Christians far er en dårlig bilist, slet ikke. Jeg har det bare rigtig skidt med at køre langt og på motorvej. Især når det er med en, jeg ikke er vant til at køre med. Christian og jeg har efterhånden kørt turen til København og Jylland så mange gange, at jeg ikke normalt er så nervøs for at køre med ham derhen, men nu var det en helt ny chauffør og så var det også bare møgtåget i går. Men vi kom da sikkert frem og var også i god tid.

Vi kom ikke til at vente længe derinde. Jeg kom ind til en mave-tarmkirurg til min forsamtale, og han var rigtig flink, heldigvis. Han var ikke i tvivl om, at jeg skal have fjernet galdeblæren. Spørgsmålet var bare, hvor hurtigt det kan ske. Jeg skulle have taget nogle blodprøver derinde, og var de fine, var næste skridt operation, hvis ikke skulle vi en lille omvej, fortalte han.

Uheldigvis var mine blodprøver ikke, som de skulle være. De viste tegn på, at der godt kunne sidde sten i galdevejene også, og før de er fjernet, opererer man ikke galdeblæren væk. Så jeg skulle henvises til en MR-scanning af galdevejene for at se, om der sidder noget. Gør der der, skal jeg først igennem sådan en kikkertundersøgelse, hvor de går ned gennem maven via spiserøret og ned i tolvfingertarmen og ind i galdevejene for at fjerne stenene manuelt.

Puha jeg håber ikke, at der sidder sten der. Jeg har to gange før fået undersøgt min mave i en kikkertundersøgelse, og det er noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet. Sidste gang fik jeg en kæmpe dosis medicin skudt ind i armen for at berolige mig, og undersøgelsen gik også bedre end første gang. Men det luft, de puster ned i maven for at kunne se noget der, skulle også ud igen, og det var bare ekstremt smertefuldt. Det var under mit slemme forløb med maven for omkring 1½ år siden. Så jeg gruer lidt for at skulle have fjernet sten den vej :(

Men jeg blev sendt ned til MR-afdelingen for at få en tid, og fik også en på fredag kl 18, hvilket er perfekt, for så kan Christian arbejde hjemmefra, og vi kan køre derind, når han har fri. Men hov, sagde sekretæren, da jeg lige var gået, hvad er dit forsikringsselskab egentlig? Jeg forklarede, at jeg er henvist af det offentlige, og det betyder åbenbart, at de først skal skrive et brev til Holbæk sygehus, hvor jeg er henvist fra, for at spørge om lov, om de må lave MR-scanningen, eller Holbæk selv vil lave den. Det hele kommer an på, hvor lang ventetid der er i Holbæk. Og det skal sendes med brev til Holbæk, som så skal svare privathospitalet, som så skal kontakte MR-afdelingen. Så jeg har altså alligevel ingen tid på fredag.

Jeg var ret nedslået, da jeg gik derfra. Fordi jeg nu igen er hængt til tørre og det hele er gået i stå. Og det er frustrerende, at jeg nu igen skal vente på, at Holbæk skal snøvle sig færdig til at sende et svar. Da de skulle sende mig en tid til forsamtale, tog det dem over en uge, før jeg havde et brev med svaret, at der var 12 ugers ventetid, så jeg er absolut ikke optismistisk omkring, at de får sendt noget hurtigt tilbage til privathospitalet.

En anden faktor er, at lægen kun er der én gang om ugen på privathospitalet, og han vil ringe og give mig svar, når jeg har fået lavet MR-scanningen. Næste uge er han der onsdag, ugen efter mandag.. Og jeg tvivler på, at jeg når at få lavet en MR-scanningen inden næste onsdag, når Holbæk er så sløve og det i det hele taget er så møgbureaukratisk inden for det sundhedssystem med skriven med snailmail frem og tilbage, før der kan ske noget. Så hvis jeg er heldig og kan få lavet scanningen næste uge, har jeg først svaret om 14 dage. Og så går der måske yderligere 1½ uge, før han har tid til at operere mig, da han jo den efterfølgende uge er der om onsdagen.
Så jeg er hængt til tørre igen, og kan se frem til endnu en måned med mine smerter :(

Jeg var bare så ked af det, da jeg kom hjem i går :( Og fuldstændig udmattet af køreturen. Christians mor havde holdt øje med kattene, mens vi var væk, så det ikke skulle være en bekymring for mig, at de skulle være alene. Det var rigtig rart.
Jeg crashede på sofaen med en kæmpe migræne, efter de var kørt hjem. Christian kom hjem og lavede mad til os i går, heldigvis, så jeg ikke skulle tænke på det. Heldigvis havde jeg planlagt i forvejen, at det skulle være nem mad, så jeg havde taget en rest lasagne op af fryseren, som bare skulle varmes, og så skulle der laves lidt salat.


Aftenen blev bare afslapning sammen for første gang rigtig længe, da Christian jo stort set ikke har været hjemme den her weekend, fordi han har flyttet serverne over på hans arbejdes nye adresse. Det har været en rigtig hård weekend med meget alenetid. Det synes jeg ikke, er så rart. Vi har stort set kun set hinanden, når vi skulle sove. Så det er rart, at det er overstået nu.

I dag er jeg vågnet med den der samme tristhed fra i går. Er bare så ked af at skulle gå og vente igen og se frem til en længere periode, uden der sker ret meget. Og at kunne se frem til stadig at have så ondt her en måned endnu, før jeg kan blive opereret. Synes, det hele virker håbløst lige nu.

torsdag den 27. oktober 2011

Endelig svar - men sikke et svar!

Der var sørme held i sprøjten i går, da jeg var i postkassen. Jeg havde ellers næsten givet op. Men der lå et brev til mig, så i første omgang blev jeg rigtig glad. Indtil jeg fik åbnet brevet. For der fik jeg beskeden, at der var ca. 12 ugers ventetid. Det var godt nok noget af et slag i mellemgulvet. Især fordi min læge havde skrevet, at jeg har så mange smerter, at mine smertestillende piller (får noget stærkt gigtmedicin udskrevet for det) ikke kan tage alle smerterne. Så jeg kan slet ikke forstå, at jeg ikke er sat til at skulle til før. Og det er jo for pokker kun til forsamtalen. Hvor længe er der så ikke til en operation?!
Nåh men det var noget af et chok. Jeg kiggede på den vedlagte brochure omkring frit sygehusvalg, men det var slet ikke til at finde ud af. Ej heller på de anførte hjemmesider. Så jeg fik mig lige en kæmpe tudetur over det dumme brev :( Det er totalt til grin at blive hængt til tørre så længe! >:-(

Da jeg havde fået samlet mig lidt igen, fik jeg skrevet til min kusine, der har fået fjernet sin galdeblære for år tilbage. Hun gav mig linket til et privathospital i Charlottenlund, hvor hun blev opereret dengang og havde en supergod oplevelse med det. Så dem fik jeg ringet til, og de tager imod folk, der kan benytte sig af det frie sygehusvalg heldigvis. Den søde kvinde, jeg snakkede med, reserverede i første omgang en tid på mandag i sit eget navn, da hun ikke kan reservere til en, hun ikke har papirerne på, og så skulle jeg i dag snakke med Holbæk sygehus om at få mine papirer sendt videre, så de endeligt kan reservere tiden til mig.

Det har jeg så fået gjort i dag, og jeg har ringet og tjekket med hospitalet, at de er ankommet til dem og fået reserveret tiden i mit eget navn på mandag. Så nu er det heldigvis på plads.
Men det var godt nok noget af et chok. At få at vide at jeg umiddelbart skulle vente 3 måneder på at komme bare til forsamtalen. Det er jo en ren parodi. Privathospitalet ligger godt nok 1½ times kørsel herfra, men jeg føler mig tryg ved at skulle derind, og det betyder bare så meget. Hvis jeg skulle vælge et privathospital uden nogen form for indsigt i, hvordan de hospitaler er, var jeg jo på herrens mark, og ville være noget mere nervøs for at skulle ind til dem.

Christian kan desværre ikke køre mig, da det er dagen efter deres store flytning af serverne, så han skal være sikker på, at alt fungerer, som det skal. Men hans far har sagt ja til at køre mig derind, selvom han ikke er meget for at køre i Københavnsområdet. Men forhåbentlig har han tid til at køre mig, når jeg sandsynligvis skal opereres senere for det. Nu vil jeg bare gerne snart have det her forløb overstået.

Christian har også snakket med dyrlægen i dag om at få nogle kløestillende piller til Ozzy. Ozzy havde gang i kratteriet på sit operationsar igen i går, dumme kat! Så vi håber, at pillerne hjælper ham lidt. Vil gerne snart have en rask kat, der kan gå uden krave og komme i haven igen. Men nu har han jo så lige et sår, der skal hele, fordi han ikke kan undlade at kratte på det.

I dag har jeg siddet hele dagen og ventet på et akvarium, som Christian har købt. Han er blevet bidt lidt af det at holde fisk, efter jeg er flyttet ind med mit akvarium, og har ville gerne have et større. Så han bestilte den anden dag et 350 liters akvarium med bord, da det var på tilbud i Petworld. Vi fik også at vide, at det ville blive leveret i dag, men de har kludret op i det, så det er ikke sket. Så jeg har siddet her og gloet det meste af dagen. Nu har de heldigvis lokaliseret akvariet, så det skulle komme i morgen. Jeg håber så, at det passer. Jeg får slået min søvn rigtig meget i stykker, når jeg ligger og bekymrer mig for, hvornår ham mon vil komme osv., så jeg havde foretrukket, at det var kommet i dag, så jeg ikke skal have i morgen ødelagt også. Men der er jo ikke så meget, vi kan gøre ved det nu.

Men det bliver da spændende at få gang i det nye akvarium. Det er bare svært at sige, hvornår det bliver, for nu skal jeg lige have hele det her med galdesten overstået, og Christian skal lige ovenpå igen efter den lange periode med stress på sit arbejde. Men vi glæder os i hvert fald :)

Jeg har fået ryddet lidt op herhjemme i dag, inden mine smerter vendte tilbage. Det var godt nok dejligt, for her bærer ret meget præg af, at jeg har været syg og stresset og ikke har magtet at lave noget herhjemme, og Christian har været så træt, når han kommer hjem fra arbejde, at han mest har prioriteret at sørge for, at kattene og jeg har det godt og får noget at spise, når jeg ikke selv har kunnet klare at lave mad, og at vi har rent tøj at tage på. Så her er ikke helt så kaotisk mere.
Når jeg får det lidt bedre, skal jeg også svinge støvsugeren. Men jeg er bare så udmattet, også selvom jeg ikke er midt i et smerteanfald, for jeg bliver så træt og øm efter anfaldene. Forhåbentlig er det snart slut. Nu har jeg jo heldigvis den tid på mandag. Så må vi se, hvad de siger :)

onsdag den 26. oktober 2011

Galdesten

Jeg vil også opdatere lidt om mine galdestensproblemer, men det får sit eget indlæg her, da jeg ikke vil rode det sammen med historien om Ozzy, der i forvejen er rigelig lang.

Men som jeg skrev i indlægget om Ozzys operation, fik jeg er smerteanfald natten op til hans operationsdag, så jeg desværre ikke kunne tage med. Vagtlægen mente, at det var galdesten, og jeg fik noget smertestillende for det.
Desværre fortsatte smerterne dagene efter, og natten til lørdag måtte jeg igen have fat i vagtlægen. De kunne ikke gøre noget der, men jeg fik den første tid hos vagtlægen dagen efter oppe på sygehuset. Hun mente også, at det var galdesten, og udskrev noget mere medicin til mig. Hun sagde, at jeg kunne vælge at blive indlagt her og nu, men at man ikke nødvendigvis ville gøre noget ved det nu, som det så ud. Eller vi kunne snakke med lægen mandag og få en henvisning til en ultralydsscanning. Vi valgte det sidste, for jeg gad ærlig talt ikke sidde og blomstre på Holbæk sygehus og vente på, at nogen gad hjælpe mig der.

Var til lægen om mandagen, og hun mente også, at det kunne være galdesten. Jeg blev sendt til blodprøvetagning på sygehuset efterfølgende og henvist til en scanning så hurtigt som muligt. Dagen efter allerede blev jeg ringet op fra sygehuset her i byen om, at de havde en tid til mig om formiddagen. Inden jeg kom derop, ringede lægen med svar på blodprøverne, og der var tegn på galdesten, da mine infektionstal var let forhøjede, hvilket levertallene også var (leveren producerer galden).

Scanningen gik godt. Personalet på sygehuset var superflinke heldigvis. Der blev fundet en ca. 2 cm stor sten i galdeblæren, hvilket er grunden til smerterne. Heldigvis var der ingen betændelse i galdevejene eller problemer med bugspytkirtlen, der også kan blive inficeret.
Sten på den størrelse kan ikke passere, og vil blive ved med at give mig problemer igen og igen, sagde lægen, der foretog scanningen. Jeg skulle så dagen efter snakke med min egen læge om, hvad der så skulle ske. Hun lavede en henvisning til Holbæk sygehus med henblik på at få fjernet galdeblæren. Men i første omgang skal jeg indkaldes til en samtale, så de derinde kan vurdere, om jeg skal have den fjernet eller ej.

Og det er så her, jeg sidder fast nu. I dag er det en uge siden, henvisningen blev sendt, og jeg har intet hørt fra Holbæk sygehus endnu. Det er rigtig frustrerende :( Især fordi jeg stadig har smerteanfald og også ondt mellem anfaldene. Så jeg vil bare gerne have, at der sker noget.
Jeg var til lægen i går i en anden sammenhæng, og hun tjekkede, at henvisningen rent faktisk var blevet sendt, og det var den. Og hun sagde, at man plejer at få et brev ret hurtigt efter sådan en henvisning, i hvert fald inden for en uge. Hvis jeg i den kommende uge ikke har hørt noget fra dem, skal jeg have fat i min egen læge igen, så hun kan rykke for et svar.


Men hvor er det bare frustrerende at gå og vente på sådan et brev. Jeg har stadig rigtig mange smerter, og det er over 14 dage nu med smerteanfald. Det er næsten ikke til at overskue ikke at kunne se en ende på det, hvilket er sådan, det føles, når jeg ikke ved, hvornår der skal ske mere, da jeg jo ikke har fået svar fra Holbæk endnu. Gid, der dog snart sker noget!

Christians forældre har været rigtig søde under hele det her forløbt og kørt mig i øst og vest for at komme til lægen og sygehuset og har hentet medicin for mig. Og hans mor har været heroppe hos Ozzy og holdt øje med ham, mens jeg har været ude af huset. Det sætter vi bare så stor pris på.
Christian er også en kæmpe støtte. Han har sørget for, at jeg har fået noget at spise, da jeg tit har ondt, når jeg er oppe længere tid ad gangen. Så det er svært at få lavet mad og den slags. Og har siddet oppe sammen med mig om natten, når jeg har haft de her dumme smerteanfald. Det betyder bare så meget.
Desværre har de her dumme smerter også spoleret noget, jeg havde glædet mig så meget til. Jeg havde en aftale med min gamle gymnasieveninde Christina, om at hun skulle komme i efterårsferien nogle dage, så vi kunne hygge os. Vi ses ikke så tit, da jeg bor langt væk nu og pga. min sygdom, der gør, at jeg ikke kan klare sociale komsammener særlig ofte. Det er rigtig ærgerligt, at det er sådan, for jeg er rigtig glad for at være sammen med hende, men jeg nyder det rigtig meget, når vi så endelig ses :)
Men jeg havde sådan glædet mig til det besøg, men måtte aflyse pga. smerterne. Jeg havde været kedeligt selskab, når jeg har det sådan her, og jeg vil også gerne kunne deltage ordentligt, når vi endelig er sammen. Så vi har udskudt det indtil videre.


Eftersom jeg ikke ved, hvornår der sker noget mht. sygehus og evt. operation, er det svært at sige, hvornår jeg er på højkant igen. Men jeg håber, der snart sker noget.
I den her weekend er jeg alene hjemme meget af tiden, da det er nu, Christian skal flytte alle serverne over på den nye adresse på hans arbejde. Det bliver et kæmpe projekt. Så det tager hele weekenden for ham. Håber, det kommer til at gå forholdsvis smertefrit for ham, både problemmæssigt og for hans rygs skyld. Han har gået med ondt i ryggen rigtig længe efterhånden, så jeg håber, det ikke bliver værre af flytningen.
Vi glæder os begge to, til det er overstået, for det har været en kæmpe stressfaktor i vores liv det sidste halve år, og meget intenst stressende de sidste to måneder. Forhåbentlig begynder han at komme lidt ovenpå igen, når det hele er overstået.

Nu vil jeg gå ned og tjekke postkassen igen-igen og se, om der skulle ligge et brev til mig i dag.

Ozzys operation

Det er længe siden, jeg har skrevet herinde. Men der er bare sket så meget i mellemtiden. Sidst jeg skrev, var lige før Ozzys operation. Men hele dagen blev bare vildt kaotisk. Aftenen før begyndte jeg at få mavesmerter, og om natten fik jeg så slemme smerter, at vi måtte have vagtlægen ud. Han mente, at det var et galdestensanfald, og jeg fik noget smertestillende medicin.
Pga. det her kunne jeg jo af gode grunde ikke køre med til Holte, når Ozzy skulle opereres få timer senere, og det var bare virkelig hårdt for mig. Christian fik heldigvis fat på sin mor tidligt på morgenen, og hun tog med i stedet for mig, så der var en til at holde øje med Ozzy, mens Christian kørte. Det var rigtig hårdt at sidde hjemme og vente på at høre fra Christian om, hvordan det var gået med Ozzy. Det er jo ikke så lille en operation, han skulle igennem. Men heldigvis gik det godt, og jeg hørte fra dem lidt over middag, hvor de kørte hjemad med ham.


Det var godt nok et voldsomt syn, der mødte mig, da transportkassen blev åbnet, da de kom hjem. Christian havde godt nok advaret mig om, at det så ret voldsomt ud med ham efter operationen, men at se de i levende live gav mig noget af et chok; han blødte en hel del fra sit øje, og var stadig meget påvirket af narkosen. Han havde også krave på, så han ikke skulle pille stingene fra hinanden igen. Men han dinglede meget rundt og var meget ved siden af sig selv hele den dag. Vi holdt godt øje med ham, for han kunne ikke helt kontrollere sine bevægelser og faldt også nærmest i søvn oven i madskåen en overgang, så jeg var bange for, om han skulle risikere at drukne i vandskålen, hvis han faldt i søvn i den. Rigtig skræmmende tanke.

Dagen efter gik det lidt bedre. Han kunne gå bedre nu. Men det har været rigtig svært med kraven. Den har gjort det rigtig svært for ham at spise og drikke, og der gik mere end en uge, før han rigtig fandt ud af at gøre det med den på. Vi har så sørget for at tage den af ham og holde ham under opsyn imens, så han kunne spise og drikke.
Det blev ved med at bløde et stykke tid efter, men det var meget normalt, sagde dyrlægen, da vi ringede for at høre nærmere om det. Det stoppede heldigvis også helt igen. Efter en uges tid, vil jeg tro, var han stort set helt sig selv igen. Hans normale humør og gå-på-mod, og han har hoppet op og ned af ting, sovet i sine hængekøjer mv., selvom han har haft kraven på, så det er jo dejligt :)

I forgårs (mandag) var jeg nede med ham ved vores egen dyrlæge for at få fjernet stingene. Vi fik at vide, at han ikke havde været interesseret i at pille i såret, så umiddelbart var der ingen risiko for det. Men vi havde snakket om at lade kraven sidde på et døgn mere, hvis der skulle være lidt irritation af såret, efter han fik stingene fjernet.
Om aftenen gik jeg og lavede mad, og han holdt sig i nærheden af mig, så jeg kunne godt tage kraven af. Han opførte sig helt eksemplarisk, og viste ingen trang til at klø i det. Så jeg var egentlig ikke så bekymret, da han gik ud for at drikke i gangen, da Christian kom hjem. Men vi ville alligevel lige kigge til ham, og så havde han naturligvis været i gang med at klø på det, så det blødte. Så nu er der kommet et sår på den sammensyede hud. Det betyder, at han nu må finde sig i at gå med krave igen, når han ikke er under opsyn, til det er helet lidt. Æv altså. Han hader virkelig den krave, og vi ville helst bare kunne tage den af ham og lade ham være en normal kat igen, der ikke skulle generes af det. Men vi må give det lidt tid igen nu...


Men derudover går det meget godt med ham. Han klarer sig rigtig godt med et øje :) Putte har været en fantastisk Putte-far, mens det her har stået på, og har ligget og holdt øje med ham om natten og holdt ham med selskab om dagen, og i det hele taget vist omsorg. Mille er det en anden sag med. Hun kan ikke helt forstå, hvad det er for et monster, der går rundt her og larmer (kraven skraber af og til mod gulvet og andre ting, han støder ind i), og han har fået mange hvæs med på vejen fra hende. Men hun er vist bare bange. Tror ikke, det bliver et problem, når det hele er overstået, og han får kraven af :) Håber, der ikke går så længe, inden det kan lade sig gøre.

mandag den 10. oktober 2011

Dagen før dagen

Man kan godt mærke, det er blevet efterår. Vejret er blevet en del koldere den sidste tid, og farverne udenfor begynder også at skifte.
Sidste weekend var vi i Bo Grønt for at købe forårsløg til haven. Vi vil gerne have lidt mere farve på haven, der bortset fra bedet foran vinduet og det, vi plantede langs hegnet i starten af sommeren, mest af alt består af en stor græsplæne og et æbletræ. Så i den her weekend har jeg gravet et nyt bed nede ved stakittet, hvor jeg har lagt de forårsløg, vi købte. Der er lidt forskelligt, bl.a. krokus, anemoner i forskellige farver, og så nogle tulipaner og en eller anden speciel høj, rund, lilla blomst, jeg ikke lige kan huske, hvad hedder. Nu krydser vi bare fingre for, at der kommer noget op til foråret ;)

Det er ikke det eneste, vi har lavet i weekenden. Vi har haft nogle kabler liggende på gulvet i stuen, som skal op over loftet og ned i væggene, men har ikke lige fået gjort noget ved det endnu, da der bliver tusind grader på loftet, når solen skinner. Så nu, hvor det er koldere, var det et bedre tidspunkt at gå i gang med det. Christian har været i gang med at skære hul i væggen, så de kan føres ned, og vi har ved fælles hjælp fået ført begge kabler gennem væggen nu. Det var et besværligt og hårdt arbejde, men det er dejligt, at her ikke ligger noget på gulvet mere.
Nu mangler vi "kun" at føre den resterende del af HDMI-kablet ned gennem en anden væg til anlægget, så vi kan se film og spille igen. Det er dog noget mere besværligt, da køleskabet (som står på den modsatte væg af anlægget) måske skal løftes ud, og under alle omstændigheder skal der nok skrues nogle gulvbrædder af på loftet, så ledningen kan føres under dem. Men det må vente til en anden gang, for det var ret hårdt i går, og vi orkede ikke mere, da vi blev færdige med første etape kl 20.

I morgen er jo dagen, hvor Ozzy skal have opereret det ene øje ud. Jeg må indrømme, at det er  noget, der giver en knude i maven for tiden. Især fordi han måske er ved at blive syg.
Putte var jo til dyrlægen i sidste uge, og jeg tror, det er derfor, han er blevet syg igen. Pga. stressen over at være afsted derned. Han har nu fået en luftvejsinfektion med nysen og løbende øjne, og jeg tror, han har fået smittet de to andre. Har hørt Ozzy og Mille nyse et par gange de sidste dage, men i dag har jeg hørt Ozzy nyse flere gange.
Jeg har haft ringet til dyrehospitalet for at høre, om vi skulle aflyse i morgen pga. hans forkølelse, men dyrlægen, jeg fik fat i, mente, at vi skulle komme med ham i morgen. Så vil de lytte på ham og høre, om han er ved at udvikle lungebetændelse eller har nedsat lungefunktion, før han bliver lagt i narkose. Har han det, bliver han ikke opereret i morgen. Så vi må vente og se.

Det giver bare endnu en bekymring omkring i morgen. Jeg er møgræd for, at han skal dø under operationen, fordi han ikke kan få luft :( Eller at han efter operationen bliver meget syg af luftvejsinfektionen og ikke kan holde til det.
Ja, jeg mesteren i bekymringer, men jeg kan ikke bare bestemme mig for ikke at ville tænke på det, før der er noget at bekymre sig for. Gid, jeg kunne.
Jeg håber bare, at det går godt i morgen og han bliver opereret og vågner op og er frisk. Eller at han bliver sendt hjem, fordi de ikke er sikre på, at han kan klare operationen. Så der ikke er nogen risiko for, at vi mister ham pga. det. 

Mht. Putte venter vi og ser tiden an. En luftvejsinfektion er en virusinfektion, og vira kan ikke behandles med medicin. Man kan kun behandle de sideting, der kan komme af det, som f.eks. øjenbetændelse eller lungebetændelse. Så vi holder øje med ham og håber, han kommer sig af sig selv. Ellers må han til dyrlægen igenigen.  
Der er ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og håbe på det bedste. Vil gerne snart have nogle raske katte, så der er de bekymringer mindre.

fredag den 7. oktober 2011

Lidt fra min uge

Der sker også andet end katteting herhjemme, selvom det naturligvis fylder rigtig meget for tiden. Jeg har været udenfor og lave lidt den sidste uge. Sidste fredag klippede jeg hækken inde i haven. Vi har jo indhegnet haven, men hækken ind mod naboen vokser gennem hegnet og skal holdes klippet, så det ser pænt ud. Christian har gjort det helt store arbejde i sommer, hvor han klippede den godt ind, men den vokser jo, til det bliver koldt, og var også kommet gennem hegnet igen, så jeg klippede den ind. Det ser nu pænt ud, når den lige er nyklippet :)
I mandags klippede jeg resten af kanterne langs vores flisegang op til huset (Christian havde allerede ordet en del) og fjernede ukrudt på hver side af flisegangen, der går nede fra garagen op til huset og fik fordelt træfliset lidt pænere. Så nu ser der pænt ud.

Tirsdag fik jeg ryddet ud i vores store skabsfryser, og fik smidt alt det ud, der var blevet for gammelt, eller vi ikke får spist. Så nu er der plads til, at vi kan fylde den op igen. Det var så også den dag, Putte blev syg, så det var en møghård dag. Jeg var afsted til dyrlægen flere gange den dag, da vi først skulle prøve at få en urinprøve fra ham herhjemme. Det lykkedes ikke, og vi fik kigget på ham uden prøven, og han er, som jeg skrev, heldigvis i bedring.

Siden har jeg hængt ret meget i bremsen. Jeg er lidt for god til at køre på uden at mærke, hvordan jeg har det, eller hvad jeg reelt kan holde til. Lige nu måske også fordi det er rarere at lave noget, så man er beskæftiget og ikke tænker så meget over det, der skal ske i næste uge.
Jeg kan bare ikke lave så meget uden at få det rigtig dårligt, når jeg er inde i en dum periode. Så jeg har været sat lidt ud af spillet de sidste dage.

Men jeg har da fået lavet mad. I går fik vi kalkunbryst fyldt med ristede bacontern og soltørrede tomater med ovnkartoffelbåde, favoritsovs og vores standardsalat. Smider lige opskriften :)


Fyldt kalkunbryst

1 kalkunbryst (ca. 900-1000 g)
1 pakke bacontern
1 glas soltørrede tomater i olie
Madsnor

Rist baconternene på en pande og lad dem efterfølgende ligge og dryppe af på et stykke køkkenrulle.
Skær en lomme i kalkunbrystet (skær det igennem fra siden, så det næsten er skåret igennem). Fyl baconen på og derefter de soltørrede tomater. Vurder selv, hvor meget der er plads til. Brystet skal kunne lukkes.
Fold siderne af kalkunbrystet op om kødet og snør det godt sammen med madsnor. Læg brystet i et ovnfastfad på et stykke bagepapir og stik et stegetermometer i, hvis du har sådan et.
Sæt brystet i ovnen ved 200 grader, til det har en temperatur på mindst 79 grader. Det tager ca. en time.
Lad det hvile i et stykke sølvpapir, mens du varmer sovsen.


Kartoflerne:
6-8 mellemstore kartofler
Olie (raps eller solsikke)
Salt
Skrub kartoflerne rene for jord, f.eks. med en ren grydesvamp. Del hver kartoffel i to og derefter hver halvdel i 3 både (del i 4 både, hvis det er en stor kartoffel).
Læg kartoffelbådene med den ene våde side nedad på bagepapir på en bageplads. Pensl overfladen med lidt olie og drys godt med salt.
Bag dem ca. en time ved 200 grader (skal det gå hurtigt, kan man give dem 40-45 minutter ved 220 grader). De er færdige, når de er gyldne ovenpå.

Salaten er bare vores standard hurtige salat, som består af gulerødder i skiver, rød peber i tern og agurk i tern.
Der er i øvrigt kød nok til to dage eller 4 personer.


Katte-update

Der er sket lidt, siden jeg skrev sidst. Vi fik tilsendt nogle sider fra en videnskabelig bog om øjensygdomme fra øjendyrlægen, så vi selv havde en mulighed for at læse lidt om sygdommen, og hvad man kan gøre ved det. Vi kom efterhånden frem til beslutningen om, at Ozzy skal have fjernet det syge øje, da dyrlægen også mente, at det ville give ham den største chance for at komme af dage af noget andet end kræften fra øjet. Vi kan jo så desværre ikke vide, om det allerede har bredt sig, men vi håber, at det ikke har, og at det at fjerne øjet, gør ham rask for den møgsygdom.

Vi havde en god, lang samtale med dyrlægen om vores beslutning, og vi fik bestilt en tid til ham for at få fjernet øjet på tirsdag. Christian har taget en fridag, og vi skal ind og aflevere ham i Holte kl. 9.  Han vil så være i operation nogle timer, hvor vi så skal have tiden til at gå lidt derinde, og så får vi ham med hjem igen, når han er vågnet fra narkosen og de har set, at han er frisk nok.

Han skal gå med krave, mens såret heler, og stingene får han fjernet hos vores egen dyrlæge. Han skal gå med kraven i 10-12 dage, mens det heler. Jeg er meget spændt på, hvordan han klarer det. Og at leve med ét øje. Han er en kat, der bare tonser derudad og op og ned af kradsetræerne den slags... Jeg håber, det kommer til at gå med kraven.

Det gøre bare ondt helt ind i hjertet at skulle fjerne det øje på ham. Lige nu fungerer øjet jo fint, men vi vil ikke tage den risiko, der er for spredning, ved at lade øjet sidde. Jeg har bare så ondt af ham.

Han er ikke den eneste syge kat, vi har for tiden. For et par dage siden opdagede jeg, at Putte ikke kunne tisse. Så jeg måtte afsted med ham til dyrlægen. Han har fanget sig en omgang blærebetændelse og skal have medicin i 5 dage og specialkost.
Heldigvis går det bedre med ham. Medicinen virkede hurtigt, og han tisser efterhånden normalt igen. Nu skal han bare have medicinen nogle dage mere og foderet et stykke tid. Vi overvejer, at han skal have 50/50 af hans normale foder og af et foder, der opløser blæresten. Vi har bestilt det, så det er på vej.

De er nogle dyre katte for tiden. Det bliver helt sikkert heller ikke billigt med Ozzys operation. Han skal også i narkose, når han skal have taget stingene om et par uger... Putte skal vaccineret og have lavet en tandrensning under narkose også, men det har vi valgt at udskyde en måned, så vi ikke skal afsted med ham lige nu, og han er jo også ret isoleret fra kontakt med andre katte i haven pga. indhegningen, så han klarer nok en måned uden den vaccination. Min gamle dyrlæge sagde i hvert fald, at det ikke er kritisk, for den dækker lidt længere end et år, men jeg foretrækker nu at få dem vaccineret en gang om året.
Men det koster det, det nu koster. Der er ikke meget i mit liv, der er vigtigere end dem, og selvfølgelig skal de have den behandling, der skal til, for at de har det godt :)

Slutter lige af her med et par billeder af patienterne ;)





mandag den 26. september 2011

Mere at tænke over...

Jeg har netop fået svar fra den dyrlæge, vi var hos med Ozzy i torsdags. Han skriver, at det er rigtigt, at der er en sandsynlighed for spredning, der ligger på 20-75%, men at Ozzy nok ligger i den lave ende, da hans misfarvning ikke er så homogen, og han i øvrigt ikke er generet af det.
Han ridser også op, at der er to muligheder; at vi fjernet øjet, hvilket giver ham den største chance for, at han kommer af dage af noget andet end kræften, men med det aber dabei at det allerede kan have spredt sig hos ham. den anden mulighed er at se tiden an og undersøge ham måske en gang om året for at se, om det ændrer sig til at indikere høj risiko for spredning, hvorved vi også kan få det fjernet.

Jeg synes simpelthen, det er SÅ svær en beslutning. Jeg elsker virkelig bare Ozzy så højt, og jeg ønsker, at han var her forevigt hos os, og jeg vil så gerne kunne tage den rigtige beslutning for ham. Men der er jo ingen, der ved hvilket valg, der er det rigtige, eftersom vi ikke kan vide, om det allerede har spredt sig hos ham.
Derudover er han jo vores lille "ugle-kat". Hans trademark er klart hans kæmpestore gule øjne. Det gør så ondt i hjertet at tænke på ham med kun et øje. Og vi er bekymrede for, om han ændrer personlighed, hvis han får den her operation. Han kan jo ikke vide, at der er noget galt med øjet, for han ser jo fint, og jeg er så bange for, at han vil blive en trist, bange og tilbagetrukket kat efter sådan en operation.
Men hvis vi vælger at vente og se tiden an, kan det risikere at sprede sig, hvis det ikke allerede har gjort det. Så vil han til gengæld have en god tid, hvor han har begge øjne, men det kan gøre hans liv meget kortere. Og vi vil ikke miste ham :(

Dyrlægen har lovet at sende en kopi af, hvad man skriver i de anerkendte fagbøger på området med posten. Og når vi har læst det, skal vi ringe og snakke med ham, så vi kan finde en løsning. Så vi afventer igen, og må så forholde os til de fakta, der foreligger i de fagbøger.

Det bliver helt sikkert ikke en nem beslutning under alle omstændigheder.

lørdag den 24. september 2011

Breathe, just breathe

Det var en slem forskrækkelse den anden dag. Og det har i det hele taget været nogle hårde dage. Men Christian mindede mig om, i går da han kom hjem, at dyrlægen også havde snakket om, at al kræft ikke er lige slemt, så jeg er faldet lidt ned igen, efter at have hængt helt oppe under loftet med nerver og angst. Der er alligevel ikke ret meget, vi kan gøre, før dyrlægen skriver tilbage og vi ved, hvad vi har at forholde os til.

I dag har vi været en tur nede i Kordilgade. Vi var i Ostehuset og bagefter i H&M. Jeg ville egentlig gerne have haft nogle flere t-shirts med hjem, efter jeg har haft købt nogle for nylig, jeg har været meget glad for, men de havde kun nogle, der var for små og for store. Ærgerligt nok. Så fik ikke købt noget. Men forhåbentlig har de fået fyldt op i størrelserne, næste gang jeg kommer derned.

Der er meget stress inde på Christians arbejde for tiden, fordi deres firma skal flytte til en ny bygning i byen, og det er rigtig hårdt for ham. Så han har brug for at stresse af, når han er herhjemme. Det er ikke altid bare at sætte sig ned og slappe af. For ham i dag var det havearbejde. Han har gået i flere timer ude foran hoveddøren og hevet ukrudt op af sten og fliser og trimmet buskene derude. Det er blevet rigtig pænt. Måske er det, fordi det er sådan noget "no-brainer"-arbejde til forskel fra det, han laver til daglig, hvor han hele tiden skal tænke en masse. Så er det måske meget rart bare at kunne gøre noget, som man ikke skal tænke så meget over?

Mens han var i gang, har jeg pudset vinduerne i det meste af huset, så nu er det til at se ud igen ;) Jeg kan stadig godt mærke, at jeg langt fra har så meget energi, som jeg havde i sommers. Men sådan er de her perioder jo, og under omstændighederne lige nu synes jeg egentlig, at jeg klarer det meget godt. Men det hjælper også en del, at Christan kan tage over, når jeg brænder helt sammen energi- eller følelsesmæssigt. Han er en rigtig god støtte.
Under alle omstændigheder var det rart at lave noget praktisk, og kattene "hjalp" også til og holdt øje, mens jeg gjorde arbejdet med vinduerne. Så slipper man lidt de værste bekymringer; også fordi de jo rent faktisk virker som tre meget raske katte, selvom Ozzy har det her problem med øjet. Vi må bare vente og se.

I aften har vi lavet lækker mad, vi skal have glæde af de næste par dage. Vi har købt en supermør culottesteg, som vi har lavet ovnkartoffelbåde, favoritsovs og hjemmelavet salatbar til. Det er virkelig vores store nummer, især med salatbaren. Vi har de forskellige grøntsager og tilbehør i hver deres skåle, så man selv kan blande. Og så en rigtig god hvidløgsdressing til.
Så vi har lige siddet og nydt vores mad og hørt R:E:M. Det var noget af et chok i går at få at vide, at de er gået i opløsning. Det er virkelig et af de mest ikoniske bands gennem tiden. Heldigvis har de da givet os en masse god musik, mens de var sammen.

Jeg slutter her, for vi skal i gang med et spil Bezzer Wizzer og måske se en film bagefter. Slutter af med et billede af vores lækre aftensmad :)

fredag den 23. september 2011

En af de der dage...

Puha, jeg synes livet er hårdt for tiden. Vi har gennem det sidste år eller halvandet set en ændring i Ozzys ene øjes farve. Der er kommet mørkere områder frem. Vi spurgte vores egen dyrlæge om det, men de mente dernede ikke, at det var noget alvorligt, når han nu ikke var generet af det.Bekymringen blev dog ved med at være der, så vi fik en tid hos en øjendyrlæge i Holte i går, så han kunne se nærmere på Ozzy. Christian havde taget en fridag, så vi kunne komme afsted. Det var en meget lang køretur. Lidt over 1½ time tog det hver vej, inkl. en gps, der manglede at få en del af en ny motorvej med, så den sendte os på afveje, og en afspærring af en del af København pga. VM i cykling.
Turen var også hård, fordi Ozzy er så bange for at køre i bil. Så det var en forfærdelig tur for ham :( Vi havde i ugerne op til i går givet ham Serene-um to gange om dagen for at dulme hans nerver, men det ændrede ikke på, at han bare var rigtig bange i går :(

Dyrlægen var meget flink og tog sig god tid til at forklare os om situationen. Desværre var det ikke godt nyt. Belægningen på Ozzys iris var hævet, hvilket betyder, at han har kræft i øjet. Dyrlægen fortalte os, at den slags kræft oftest holdt sig inden for øjet og ikke bredte sig til resten af kroppen, og at vi skulle se tiden an. Hvis Ozzy får ændringer i øjet, hvor trykket stiger, vil det nok være bedst at fjerne øjet. Dyrlægen vil kontakte os via mail med nærmere oplysning om, hvor stor risikoen for spredning reelt er.

Det var godt nok noget af et chok. Da vi kom hjem, satte jeg mig til at læse mere om det på nettet, og det gjorde bare det hele meget mere forvirrende. Risikoen varierer fra 20-75 % for spredning til kroppen på de sider, jeg har læst til, og flere steder står der, at man bør fjerne øjet, når der opdages kræft i det.
Mit hjerte sidder ærlig talt helt oppe i halsen på mig. Jeg er SÅ bange for, at det spreder sig til kroppen på ham eller allerede har gjort det, og at vi mister ham :( Han er kun 5 år gammel (faktisk 4; han fylder år i næste måned), og er en meget speciel kat. Så glad, snakkende og helt killingeagtig trods sin alder.

Jeg har skrevet en mail til dyrlægen fra i går om mine tanker og bekymringer. Så nu kan vi bare sidde og vente på, hvad han siger.

Jeg føler mig helt knust indeni. Gået i stykker. Mine katte betyder alt for mig, hvilket for nogen kan være svært at forstå. Men de er min familie, mine børn. Det er sådan, jeg har det med dem. Og det er bare ikke til at rumme, at min lille kattedreng har fået konstateret kræft. Han er endda den yngste af dem, og det er slet ikke normalt, at de udvikler den her sygdom så tidligt i livet.

Vi krydser fingre, alt vi kan, for at dyrlægen kan komme med en eller anden form for opmuntrende svar på mailen, og at sygdommen ikke udvirker sig yderligere hos Ozzy.

torsdag den 22. september 2011

Velkommen :)

Velkommen til min blog :) Jeg har lavet den her blog for at have et sted at fortælle lidt om, hvad der foregår i mit liv og dele mine interesser for madlavning, fotografi og katte, når jeg har overskuddet til det. På den måde kan folk, jeg holder af, følge lidt med i mit liv, selvom vi ikke ses så tit, da jeg jo ikke bor så tæt på længere. Andre er naturligvis også velkomne til at følge med